BLOG: Vold og overgreb på børn kan ALDRIG forældes!

BLOG: Reglerne om forældelsesfristerne er helt hen i vejret, når det kommer til børnesager.

Hvis et barn på syv år bliver slået af sin stedfar jævnligt gennem en længere periode, har vidner og stærke beviser for det, og anmelder ham, når hun er 12 år, så får det ingen konsekvenser. Så er sagen nemlig forældet. Det krænker min retsfølelse helt vildt!

Liberal Alliance og jeg kæmper for at få afskaffet reglerne om forældelsesfrister i de her sager. Det kan kun gå for langsomt.

Jeg har som mange andre danskere også set den tredje dokumentar på TV 2 om anbragte børn, der er blevet udsat for ydmygelser og vold, mens de har været anbragte.

Når man er barn, er det ikke sikkert man forstår hvad man har været udsat for. Men det gør man måske, når man bliver voksen, og derfor er det naturligvis urimeligt, hvis man ikke kan retsforfølge sin gerningsmand, når man indser, hvad han har udsat en for.

Liberal Alliance mener ikke, at vold, tortur, ydmygelser og seksuelle overgreb mod børn bør forældes. Vi lever i en retsstat, og det gælder i den grad også vores børn. De skal have ret til at få deres sag behandlet!

Vi vil derfor kæmpe for, at vi fjerner forældelsesfristen i sager om vold og alle overgreb på børn.