Politik

BLOG: Regeringen tager ansvar for verdens klima

BLOG: Danmark er et foregangsland for klimapolitikken.

Ofte må jeg lægge øre til en opposition, der beskylder regeringen for at være sortsynet i forhold til klimapolitikken. Oppositionen mener simpelthen, at regeringen fører en politik på klimaområdet, der langtfra er grøn. Det er irriterende, at vi skal blive ved at have den diskussion, for præmissen er simpelthen forkert. Det er ikke sandt, når oppositionen turnerer rundt i det ganske land med budskabet om, at Danmark ikke længere er blandt de førende lande i verden i forhold til klimavenlighed. Sandheden er, at vi er blandt de lande, der har den højeste forsyningssikkerhed og nogle af de højeste CO2-reduktionsmål. Danmark er et foregangsland. Det kan vi være stolte af - det er jeg i hvert fald!

Jeg er også stolt over, at min partiformand - vores statsminister - Lars Løkke Rasmussen, netop ved FN’s Generalforsamling i New York har lanceret et globalt initiativ med navnet P4G, der skal være med til at fremme løsninger på verdensmålene og klimaaftalen fra Paris. Det skal ske i et globalt samarbejde mellem lande og byer verden over, hvor også erhvervslivet skal inddrages. Statsministeren og Danmark har stået i spidsen for dette, og det viser, at vi har en regering, der vægter den grønne dagsorden højt. Det viser, at vi har en regering, som tager ansvar for klimadagsordenen i verden, når andre lande melder fra. Regeringen kan samle forskellige lande som eksempelvis Kenya, Mexico, Kina og Columbia i kampen for en vigtig sag. Ikke bare vigtig for Danmark i dag, men for verden og fremtiden. Det er godt politisk håndværk, og det glæder mig, at det er den danske regering, der tager dette grønne initiativ.

Jeg skriver dette indlæg fra selve FN-bygningen i New York, hvor jeg sammen med Statsministeren, Udenrigsministeren og gode kolleger fra Folketinget deltager i FN's Generalforsamling. Såvel her i huset som til de mange andre møder, vi deltager i, bliver Danmarks indsats fremhævet, når samtalen handler om klima. Der står respekt om Danmark, og andre lande inspireres af os. Det skal vi ikke tale ned i barnlig indenrigspolitisk fnidder. Det skal vi udnytte til at få så mange andre lande som muligt til at gå med os! Klimaudfordringerne er meget reelle. Så i stedet for at pege bebrejdende fingre ad hinanden hjemme i Danmark, så lad os pege på os selv som det gode eksempel, flere lande bør følge.