Lippert

Mogens Lykketoft om Trump: Vi skal være meget bange

Den tidligere formand for FN's generalforsamling er bekymret for, hvilke konsekvenser Donald Trumps udmeldinger i FN kommer til at få.

Det er med et bekymret blik, Mogens Lykketoft, Socialdemokratiet, i disse dage følger FN's 72 generalforsamling. Det er nemlig en generalforsamling, hvor en mand har stjålet overskrifterne. Det er den amerikanske præsident Donald Trump, som for første gang har talt fra FN's talerstol.

- Vi skal være meget bange, lyder den umiddelbare reaktion fra Mogens Lykketoft, som selv var formand for FN's generalforsamling fra 2015 til 2016.

Og det er indholdet af talen, der skræmmer, forklarer Lykketoft i talkshowet Lippert onsdag aften. Præsident Trump brugte nemlig taletiden på at lange ud efter både Nordkorea og Irans atomare nedrustningsaftale fra 2015.

- Iranaftalen var en af de værste aftaler, USA nogensinde har indgået, sagde Trump fra talerstolen tirsdag. Den er pinlig for USA, og jeg tror ikke, I har hørt det sidste til den, lovede han tilhørerne.

- Jeg tør ikke spå om, hvad den her mand finder på at gøre. Der hvor han har det sidste ord, det er i det allervigtigste spørgsmål om krig og fred. Der var engang, Venezuelas præsident sagde, der lugtede af svovl, efter den daværende præsident Bush havde talt, men det er jo det rene vand efter, hvad der lugter af her, siger Mogens Lykketoft til studievært Søren Lippert.  

Aftale om nedrustning

Atomaftalen blev indgået mellem Iran på den ene side og en koalition mellem USA, Rusland, Kina, Tyskland, Frankrig og Storbritannien på den anden. Aftalen betød, at en række sanktioner mod Iran blev ophævet, hvis landet i stedet nedrustede sit atomprogram. Efter aftalen trådte i kraft har Irans olie- og gasindustri fået vind i sejlene og flere internationale virksomheder har bevæget sig ind på det iranske marked. En økonomisk mulighed, som danske virksomheder også forsøger at få del i.

Men aftalen har også stået model til hård kritik. Ud over den nuværende amerikanske præsident, så har Israel kritiseret aftalen med Iran for at være "en historisk fejltagelse", som ikke alene vil betyde, at Iran tjener millioner af dollars, men også samtidig vil være i stand til at fremstille masseødelæggelsesvåben, lyder argumentet fra Israels premierminister, Benjamin Netanyahu. De seneste uger har Donald Trump så flere gange luftet, at han snart vil tage stilling til, hvorvidt USA vil blive i aftalen.

- Det er dødsensfarligt. For den aftale er det første og eneste skridt i retning af våbenbegrænsning, der er indgået internationalt i nyere tid, siger Mogens Lykketoft om Donald Trumps udmeldinger. Han mener, det vil være til fare for freden i hele Mellemøsten, hvis aftalen bliver brudt. 

Det vil være dødsensfarligt, hvis Trump river våbenaftalen med Iran itu, mener Mogens Lykketoft.

- Vi kan håbe på, at uanset hvad Trump siger af svovlende tale imod den aftale, at resten af verden så siger, at vi vedkender os den. Og at iranerne så lever med det. Det kan vi håbe på. Men vi kan ikke vide det. Og vi kan heller ikke vide, om de kræfter, der desværre findes både i USA og ikke mindst i Israel, der hellere vil løse det her ved et militært angreb på iranske atominstallationer, at det faktisk sker, lyder det fra den tidligere FN-formand.

Irans præsident Rohani reagerede på Donald Trumps kritik på FN's generalforsamling onsdag ved at slå fast, at det ikke vil blive Iran, der bliver den første til at bryde den internationale aftale. 

- Det vil være en stor skam, hvis denne aftale bliver ødelagt af debutanter i international politik, lød det fra Hassan Rohani.