Politik

Mette Frederiksen roser samarbejdet med Dansk Folkeparti, men er alligevel bekymret

Socialdemokratiet vil lave uddannelses- og miljøpolitik med Radikale Venstre og udlændingepolitik med Dansk Folkeparti.

Hun kalder dem for de ”nye venner”, men hos Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, er der alligevel bekymring at spore, når snakken falder på Dansk Folkeparti.

I sin tale på Socialdemokratiets kongres i Aalborg lørdag middag roser hun Dansk Folkeparti for et godt og tillidsfuldt samarbejde, men S-formanden slår også lidt skår i glæden.

- Det er altså som om, du er bedst, når jeg er ved din side, siger Mette Frederiksen direkte henvendt til Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl.

- Husk bare den finanslov, hvor du blev lokket til at skære i de ældres boligydelse (forslaget blev efterfølgende trukket tilbage, red.). Og derfor kan jeg godt blive lidt bekymret for den kommende tid, siger Mette Frederiksen om efterårets forhandlinger om blandt andet skat og finanslov.

Glad for stram udlændingepolitik

Siden Mette Frederiksen tog over som formand i sommeren 2015, er samarbejdet mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti blevet mere og mere tæt.

Socialdemokratiets formand nævner selv udlændingeområdet som et punkt, hvor hun glæder sig til at føre en fortsat ”stram” politik med Dansk Folkeparti, der også holder årsmøde denne weekend.

Hos Radikale Venstre, er der også landsmøde denne weekend, men Mette Frederiksen nævner i sin tale ikke den tidligere regeringspartner med et ord i sammenhæng med udlændingepolitikken.

Her er det i stedet grøn omstilling og uddannelse, Mette Frederiksen nævner.

DF vil sætte radikale uden for døren

Radikale Venstres politiske leder, Morten Østergaard, har tidligere fremhævet, at Helle Thorning-Schmidts regering lempede udlændingepolitikken 45 gange i regeringstiden fra 2011 til 2015.

Det har Socialdemokratiet tidligere afvist skulle være rigtigt, men i sin tale på Dansk Folkepartis årsmøde i Herning lørdag, foreslår Kristian Thulesen Dahl, at landets tre største partier giver håndslag på at føre en stram udlændingepolitik.

Det skal sikre ifølge DF-formanden sikre, at Radikale Venstre, Alternativet eller Enhedslisten bliver sat uden for indflydelse på det område efter et kommende folketingsvalg.

- Skulle jeg få Aladdins lampe, så ville ønsket være, at Socialdemokratiet i denne weekend fra Aalborg garanterer, at de radikale i Nyborg absolut ingen indflydelse vil få på indvandringspolitikken i fremtiden, siger Kristian Thulesen Dahl og fortsætter:

- For ligesom jeg ikke synes, at det sidste mandat hos Liberal Alliance skal diktere skattepolitikken, synes jeg heller ikke, at det sidste mandat hos de radikale eller hos Alternativet skal diktere indvandringspolitikken.

Forslaget fra Kristian Thulesen Dahl var ikke noget, Mette Frederiksen kom ind på i sin tale, men da hun efterfølgende talte med pressen, ville hun ikke udstede en garanti.

- Det kommer til at give sig selv efter næste valg, for jeg tror, at danskerne kommer til at bakke op om, at udlændingepolitikken i Danmark bliver nødt til at blive ført på en måde, så vi kan begynde at følge med i samfundet, siger Mette Frederiksen.

Bedre ældrepleje og mindre centralisering

Foruden udlændinge havde Mette Frederiksen i sin tale fokus på tre emner.

Hun ønsker bedre ældrepleje og fremsatte tre mål: Mere fællesskab og mindre ensomhed. Ordentlig mad, der dufter og smager. Og mere tid til pleje og omsorg.

Mette Frederiksen kritiserede også Lars Løkke Rasmussens kommunalreform fra 2007, hvor 271 kommuner blev reduceret til 98, ligesom amterne blev lagt sammen til regionerne. Men her ti år senere mener den socialdemokratiske partiformand, at centraliseringen har været for voldsom.

Derfor vil hun have en evaluering af reformen.

I 2013, hvor Mette Frederiksen var minister i Helle Thornings-Schmidts regering, blev kommunalreformen også evalueret. Den gang var den overordnede vurdering, at reformen havde gjort den offentlige sektor i Danmark mere robust og bedre i stand til at løse opgaverne.

Men endnu en evaluering er altså nødvendig, mener Mette Frederiksen.