Politik

DF peger på Løkke, men danskerne ser dem tættere på S

Dansk Folkepartis tættere samarbejde med Socialdemokratiet kan også få betydning ved det kommende kommunalvalg, mener analytiker.

Et flertal af danskerne mener, at Dansk Folkeparti ligger politisk tættere på Socialdemokratiet end Venstre.

Det viser en ny meningsmåling foretaget af Megafon for TV 2 og Politiken.

Her svarer 48 procent af de adspurgte, at Dansk Folkeparti ligger tættest på Socialdemokratiet, mens 30 procent af de adspurgte peger på Venstre.

Resultatet kommer ikke bag på Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, der fortæller til TV 2, at partiet har arbejdet målrettet det seneste halvandet år på at åbne en mulighed for at samarbejde med Socialdemokratiet.

- Jeg tror, at der er mange danskere, der har fornemmelsen af, at Socialdemokratiet har ændret sig specielt i indvandringsspørgsmålet de seneste par år. Og i det omfang de så er rykket tættere på Dansk Folkeparti, så er vi også rykket tættere på dem, siger Kristian Thulesen Dahl.

MEGAFON om Dansk Folkeparti september 2017 (2)

Synes du, at Dansk Folkeparti politisk ligger tættest på Socialdemokratiet eller Venstre?

  • Socialdemokratiet - 48 %
  • Venstre - 30 %
  • Ved ikke - 22 %

Undersøgelsen er gennemført som en web-måling i perioden 12.-13. september. 1.106 respondenter har medvirket i undersøgelsen.

Men han kan ikke selv svare på, hvilket af de to partier der ligger tættest på hans eget.

- Jeg tror ikke, at man specifikt kan sige, hvem vi ligger tættest på. Det kommer an på, hvad det er for noget politik, man snakker om. Hvis vi taler om den økonomiske politik lige nu omkring skattelettelser til dem, der tjener mest, så er vi tættere på Socialdemokratiet, hvis man historisk tænker på vores værdipolitik, retspolitik og så videre, så er vi tættere på Venstre, siger DF-formanden.

Tættere på S - men peger stadig på Løkke

Undersøgelsen kommer op til en weekend, hvor Dansk Folkeparti lørdag holder årsmøde i Herning, Socialdemokratiet afholder kongres i Aalborg, og Radikale Venstre holder landsmøde i Nyborg.

Ifølge TV 2s politiske analytiker Peter Lautrup-Larsen vil Dansk Folkepati se målingen som et udtryk for, at vælgerne siger god for et tættere parløb med Socialdemokratiet, selvom de traditionelt tilhører hver sin blok i dansk politik.

- Det bekræfter, at det er i orden, at partiets formand, Kristian Thulesen Dahl, sidder ved siden Mette Frederiksen i det berømte interview, der nu er en del måneder gammelt, og signalerer, at der er den samarbejdsakse i dansk politik, der hedder Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet på mange lange strækninger.

Dansk Folkeparti holder dog fast i, at det er Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, man støtter som statsminister. 

- Jeg tror, at Kristian Thulesen Dahl her på årsmødet vil varme op til tanken om, at Dansk Folkeparti efter næste folketingsvalg i endnu højere grad end tidligere er regeringsmoden og kan gå ind i regering. Men det er altså en Venstre-regering, han i første omgang tænker på at gå ind i, til trods for at vælgerne synes, at han politisk ligger tættere på den anden side, siger Peter Lautrup-Larsen.

Af Megafon-undersøgelsen fremgår det også, at de adspurgte mener, at Socialdemokraterne politisk har mere til fælles med Dansk Folkeparti, end de har med deres tidligere regeringspartnere fra Radikale Venstre.

S-samarbejde kan smitte af på kommunalvalget

Før næste folketingsvalg skal partierne dog igennem et kommunal- og regionrådsvalg i november, og TV 2s politiske analytiker forventer også, at det vil præge weekendens partimøder rundt om i landet.

- Det er klart, at man også skal se dem som en slags optakt til valgkamp. For Dansk Folkeparti er det igen spørgsmålet om, hvor meget samarbejdet med Socialdemokratiet vil smitte af ude i kommunerne, siger Peter Lautrup-Larsen og fortsætter:

- Nu er det sådan set i langt højere grad blevet tilladt, hvis man kan bruge det udtryk, for Dansk Folkepartis kommunalrødder at støtte en socialdemokratisk borgmester, også selvom de måske kunne skaffe en Venstre-borgmester til magten.

Peter Lautrup-Larsen forventer desuden, at partiet vil bruge årsmødet på at fastslå, hvordan partiets nuværende magt på Christiansborg skal omsættes til borgmesterposter til partiet selv, og hvor store forventningerne skal være. Partiet har i dag én borgmesterpost, og ambitionen er selv sagt at få endnu flere.