Politisk superweekend: Er dansk politiks stærke makkerpar ved at skubbe Radikale helt ud i kulden?
Det tætte parløb mellem Mette Frederiksen og Thulesen Dahl kan betyde en isolering af Radikale. Optakt til weekendens politiske landsmøder.
Hele tre partier holder denne weekend deres årlige landsmøder. Mette Frederiksen og resten af den socialdemokratiske top møder baglandet i Aalborg, DF-formand Kristian Thulesen Dahl tilbringer weekenden med sine partifæller i Herning, og Radikale Venstre med Morten Østergaard i spidsen mødes i Nyborg.
- Vi går en superweekend i dansk politik i møde, forklarer TV 2s politiske redaktør Anders Langballe og uddyber:
- Der er opbrud i dansk politik, og tingene bliver vendt på hovedet. Og lige præcis midt i det krydsfelt befinder de tre partier, der mødes i denne weekend, sig.
Den seneste periode i dansk politik har især været kendetegnet ved, at de to største partier i Folketinget - Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti - på en lang række politiske områder har nærmet sig hinanden og lavet aftaler udenom regeringen.
- Det er i høj grad Socialdemokraternes bevægelse i retning af Dansk Folkeparti, der har igangsat det her opbrud, forklarer Anders Langballe og fortsætter:
- Og det har jo ført til, at intet længere er, som det har været i årtier i dansk politik. For indtil nu har Dansk Folkeparti og de borgerlige haft den her udlændingepolitiske joker. De kunne aldrig for alvor blive splittet, fordi de havde udlændingekortet at spille, hvor Socialdemokraterne ikke kunne være med. Men den tid er nu endegyldigt forbi, fordi Socialdemokraterne i både retorik og handling ofte er klar til at gå højre om Venstre.
Efterlader Radikale alene
Det tættere samarbejde mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti udfordrer i høj grad også Radikale Venstre, påpeger Anders Langballe.
- Socialdemokratiet og Radikale har haft et 100-årigt samarbejde om magten i Danmark. Det har altid heddet sig hos Socialdemokratiet, at det var utrolig vanskeligt at lave politik med Radikale, men at det var umuligt uden. Og nu lægger man sådan set op til i store træk at skubbe Radikale Venstre ud i kulden.
En række målinger, som Megafon har foretaget for TV 2 blandt et repræsentativt udsnit af vælgere, indrammer situationen. Ifølge vælgerne er Dansk Folkeparti i dag tættere politisk på Socialdemokratiet end på Venstre. Og Socialdemokratiet er i dag tættere på Dansk Folkeparti end på Radikale Venstre.
- Det illustrerer egentlig meget godt, hvordan Radikale bliver mere og mere isoleret, siger Anders Langballe.
- Omvendt skal det også tilføjes, at det bestemt ikke er første gang, at Radikale Venstre og Socialdemokratiet har bevæget sig fra hinanden i opposition, og når magten så skulle tilbageerobres, har man fundet sammen. Der er bare en afgørende forskel denne gang: Socialdemokratiets markante skifte på udlændinge- og værdipolitikken, som gør det meget svært at se et nært samarbejde med Radikale Venstre i nærmeste fremtid.
TV 2 News og tv2.dk følger alle weekendens tre landsmøder tæt.