Langballe: En dramatisk indledning på forhandlinger om finanslov
Det overraskende samarbejde mellem Dansk Folkeparti og oppositionspartierne er en advarsel til regeringen, lyder det fra TV 2s politiske redaktør.
Mens finansminister Kristian Jensen (V) stod på talerstolen i Landstingssalen på Christiansborg til de første forhandlinger om finansloven, kuppede Dansk Folkeparti dagsordenen ved at præsentere et flertal med oppositionen ved et pressemøde.
- Provokationen i, at de står i Socialdemokratiets gruppeværelse, mens finansministeren står og forhandler finanslov, den er til at få øje på, siger TV 2s politiske redaktør, Anders Langballe, og kalder det "en dramatisk indledning på finanslovsforhandlingerne".
Selvom aftalen, der blandt andet skal sikre hurtigere tog mellem de store byer, sikkert vækker glæde rundt omkring, er resultatet slet ikke det mest opsigtsvækkende ved dagens forbrødring mellem DF og de røde partier. Det er signalet.
En håndsrækning
DF's transportordfører, Kim Christiansen, afviste ellers, at man skulle lægge noget i valget af lokale.
- Det er der ingen symbolik i, forsikrede han og hævdede igen og igen under pressemødet, at det er "en håndsrækning" til regeringen, at støttepartiet danner flertal bagom ryggen på den.
- Så skal den i hvert fald ikke sidde og spekulere over, hvor de to milliarder skal komme fra.
Partier giver ordrer til regeringen
Dansk Folkeparti har indgået aftale med Socialdemokratiet, Enhedslisten, SF og Radikale Venstre om at udvide Togfonden med to milliarder kroner.
Det var samme kreds, der i sin tid (januar 2014, red.) indgik aftalen om at forbedre togdriften i Danmark for en samlet pris af 28,5 milliarder kroner.
Første etape af planerne ville løbe op i 13 milliarder. Men siden er nogle af projekterne blevet dyrere, og finansieringen, der skulle komme fra beskatning af olie i Nordsøen, har givet mindre end ventet. Så der manglede to milliarder for at sikre, at projekterne kan blive til virkelighed.
De penge har de fem partier nu fundet i en sum frie midler fra aftalen om 'Bedre og billigere kollektiv trafik' og samlet flertal for at tilføre Togfonden.
- Forligspartierne pålægger derfor regeringen at ændre finansloven, så forligspartiernes beslutninger er afspejlet heri, lød det fra Socialdemokratiets politiske ordfører Nicolai Wammen ved pressemødet.
Regeringen plejer at sidde for bordenden
Det er dog stik imod regeringens agenda. Den er ikke alene imod Togfonden. Den vil også langt hellere bruge penge på motorveje, sikre billigere registreringsafgift på biler og spare penge på DSB.
- Jeg tror bestemt ikke, man opfatter det som en hjælpende hånd i regeringen. Uanset hvor meget Kim Christiansen må mene det, er det ikke nogen hjælp. Det er en meget fjendtlig handling, siger Anders Langballe.
- Det er en stor markering, og det er en rigtig skidt markering for regeringen. For her i kongeriget Danmark er det regeringen, der sidder for bordenden, når man forhandler finanslov. Men her ser man et flertal uden om regeringen, der stiller sig op og siger, "sådan her vil vi have det. Punktum".
En taktisk advarsel
Det er ildevarslende for regeringen, mener Anders Langballe, at støttepartiet Dansk Folkeparti stiller sig op sammen med oppositionen og dikterer, hvordan regeringen skal drive transportpolitik.
- Det er kendt stof, at Dansk Folkeparti er uenig med regeringen på dette punkt. Det kunne man godt have håndteret. Men her markerer man altså skarpt til regeringen, og jeg ser det som en del af forhandlingerne. Det er en taktisk advarsel til regeringen - både på transportområdet og generelt - op til de kommende forhandlinger. "I skal bare være klar over, at hvis I ikke gør, som vi ønsker, så snakker vi bare med nogle andre."