Statsministeren vil gøre det sværere at få dansk pas

Store integrationsproblemer er en trussel mod den danske samfundsmodel, mener statsminister Lars Løkke Rasmussen, som varsler yderligere stramninger.

Det skal være sværere at få et dansk pas. Sådan lyder det i dag fra statsminister Lars Løkke Rasmussen, Venstre, der er ugens gæst i talkshowet 'Lippert' på TV 2 NEWS. En forfejlet udlændingepolitik er nemlig med til at svække det danske velfærdssamfund, mener statsministeren, og derfor skal stramninger af blandt andet indfødsretsloven på den politiske dagsorden i dette efterår.

- En blind kan jo se, at vi stadigvæk har udfordringer, lyder det fra Lars Løkke Rasmussen.

Han mener, der har udviklet sig modkulturer i Danmark, som modarbejder danske værdier, og det skal der gøres op med.

- Vi har steder i Danmark, hvor man har defineret en modkultur, og det har sit udspring i udlændingepolitikken, siger han.

- Og den har været for slap?

- Den har historisk været alt for slap, lyder det fra statsministeren.

Man skal kun have dansk statsborgerskab, hvis man vil være dansk

Selvom udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg i foråret kunne fejre udlændingestramning nummer 50, så er der nye initiativer på vej fra regeringen, varsler Lars Løkke Rasmussen.

- Vi kommer i efteråret til at diskutere indfødsretslovgivning. Jeg tror, vi kommer til at stramme mere på det felt.

Vi har steder i Danmark, hvor man har defineret en modkultur op mod Danmark

Lars Løkke Rasmussen, statsminister, Venstre

Det gælder blandt andet regler for, hvad man skal kunne leve op til for at kunne få dansk statsborgerskab.

- Hvor længe man har været her, hvordan man skal opføre sig, og hvilket demokratisk sindelag man skal have, oplister Lars Løkke Rasmussen som eksempler på de ting, han gerne vil diskutere.

- Så vi er sikre på, at når folk får det rødbedefarvede pas, så er det fordi, de gerne vil være danskere, konkluderer han.

Friskolerne skal arbejde for demokrati

Diskussionen kommer blandt andet i kølvandet på, at undervisningsminister Merete Riisager har meldt ud, at regeringen vil ændre friskoleloven, så man fremover skal bevise over for Undervisningsministeriet, at man vil arbejde for at forberede eleverne til at leve i et demokrati, hvis man vil starte en friskole. Hvis ikke Undervisningsministeriet bliver overbevist, kan man blive nægtet tilladelse. Det er et forslag, der er blevet fremlagt, efter det i sommeren er kommet frem, at flere muslimske friskoler er kommet under skærpet tilsyn.

Når vi så ser, der er nogle hjørner og lommer i samfundet, hvor vores metoder bliver misbrugt, så er vi da udfordret

Lars Løkke Rasmussen, statsminister, Venstre

Der er blevet offentliggjort eksempler på, at statslige midler er blevet brugt til at sende drengeelever på pilgrimsture til Mekka, og at piger og drenge generelt er blevet forskelsbehandlet på skolerne. Sagen om friskolerne viser ifølge statsministeren, at de grundlæggende rettigheder, det danske samfund er bygget op omkring, bliver misbrugt.

- Det hviler jo på, at de her frihedsrettigheder bliver brugt rigtigt. Og når vi så ser, at der er nogle hjørner og lommer i samfundet, hvor vores metoder bliver misbrugt, så er vi da udfordret. Det kommer vi til at kigge på, lyder det fra Lars Løkke Rasmussen.

Friskolerne er et af de steder, hvor politikerne skal være opmærksomme på, at der arbejdes for de rigtige værdier. Video: Sissel Christine Søe