Politik

Bilafgifter: Konservative og Socialdemokrater positive over for DF-forslag

Selv et af regeringens egne partier vil stik mod regeringens forslag lave et helt nyt afgiftssystem for biler.

Der tegner sig en mulighed for et flertal uden om regeringen for Dansk Folkepartis forslag om at regulere registreringsafgiften på biler efter, hvor sikre og miljøvenlige de er.

Det sker dagen efter, at regeringen og Dansk Folkeparti forhandlede om regeringens udspil om en ens skat for alle biler på 100 procent.

Allerede efter forhandlingerne sagde De Konservatives finansordfører Rasmus Jarlov til TV 2, at hans parti bakker om op DF's mere miljøvenlige forslag.

Og den er Socialdemokratiet med på.

- Ansvarlige partier er klar til at handle, og enhver kan godt se, at tiden er ikke inde til at gøre dyre biler markant billigere. Det, der er brug for, er at sikre, at vi får mere sikre og miljøvenlige biler, siger Socialdemokraternes finansordfører, Benny Engelbrecht, til TV 2.

- Vi er klar. Jeg hører, at Radikale Venstre er klar. Dansk Folkeparti og klar og dermed er der et flertal, men når selv De Konservative, et regeringsparti, mener, at det er ufornuftigt, det regeringen har gang i, så er det da bare om at komme i gang.

DF holder fast i afgiftskrav

Det var ellers ikke en del af regeringens planer at lave et nyt afgiftssystem.

I stedet var deres forslag at sænke bilafgifterne fra henholdsvis 150 procent og 105 procent - alt efter bilens oprindelige pris - til 100 procent.

Men Dansk Folkeparti ser gerne, at registreringsafgiften fremover reguleres i forhold til bilens sikkerhedsudstyr og miljøvenlighed frem for bilens pris. Det sagde partiet allerede i starten af august.

Hvad det kommer til at koste bilejerne, løfter DF ikke sløret for.

- Det er sund fornuft, at vi i Danmark gerne skal have så sikre og så miljørigtige biler som muligt, og at man ikke bare hårdt og brutalt sænker registreringsafgiften hele vejen rundt med det resultat, at vi sådan set ikke længere ser på - og det er mod vores vilje - at vi skal have mere sikre og miljørigtige biler, sagde Peter Skaarup tirsdag til TV 2.

Og selv om både Dansk Folkeparti og finansministeren bagatalliserede uenigheden, erkendte De Konservative, at parterne stod langt fra hinanden.

- Vi er ikke kommet ret langt, erkendte Rasmus Jarlov over for TV 2.

Konservative bakker op

Der er ikke indkaldt til nye forhandlinger, mens der regnes på forslagene i Finansministeriet.

Men Dansk Folkeparti agter at holde et stramt greb i netop deres forslag til en afgiftslettelse.

- Det arbejder vi stadig på, men vi er meget fortrøstningsfulde, fordi vi har et flertal i Folketinget, der netop ønsker det, at man skal belønne danskere, der siger "jeg vil have en sikker bil" og " jeg vil have en miljørigtig bil" hos bilforhandleren, siger Peter Skaarup til TV 2.

- Vi håber, at regeringen lytter til det flertal, der er i Folketinget. 

Finansminister står fast

De Konservative er dog stadig en del af regeringen i forhandlingerne.

- Finansministeren forhandler på alle tre regeringspartiers vegne og også på vores vegne, men det er ingen hemmelighed, at vi synes ikke det, Dansk Folkeparti har lagt frem, er dumt, sagde Rasmus Jarlov tirsdag til TV 2.

- Man skal skelne mellem regeringens og Det Konservative Folkepartis politik. Vi har den holdning, som vi havde før vi gik i regering, at det er en god idé at omlægge registreringsafgiften til at lægge vægt på forurening og sikkerhed.

Men det rokker ikke ved finansminister Kristian Jensen (V).

- Regeringen har en model, og det er en model, som de konservative ministre har signet op for. Det er en model, som betyder, at danskerne får billigere biler, siger Kristian Jensen til TV 2.

Det er ikke kun politikerne, der er positivt stemt over for at skrotte den værdibaserede registreringsafgift, som Venstre og Libeal Alliance nu står på mål for.

Sidste år kom FDM, Bilbranchen i DI og De Danske Bilimportører med et fælles forslag om at omlægge registreringsafgiften fra at basere sig på bilens pris til i stedet at basere sig på bilens miljø- og sikkerhedsmæssige egenskaber.