Politik

BLOG: Mon de kan huske Bjarne Corydon i Socialdemokratiet?

"Jo flere vi er på arbejdsmarkedet, desto mere velfærd kan vi få. Så simpelt er det. Og derfor er skattelettelser og velfærd ikke hinandens modsætninger." Scanpix

BLOG: For nylig så jeg et klip fra et interview med den tidligere socialdemokratiske finansminister, Bjarne Corydon, hvor han udtalte følgende:

”Jeg mener, denne reform jo faktisk styrker dansk økonomi ved, at den får flere i arbejde. Den giver også flere penge i statskassen, som vi så kan bruge på velfærd”. Den giver også flere penge i statskassen, som vi så kan bruge på velfærd”. Jeg måtte knibe mig selv i armen. Hørte jeg virkelig en socialdemokrat sige det?

Det var da skønt! Var det et nyt eller et gammelt interview? Jeg må indrømme, at jeg blev nysgerrig. Det viste sig, at klippet stammede fra år 2012. Dengang, hvor Bjarne Corydon sad på den danske statskasse.

Interviewet var lavet i forbindelse med den skattereform, den daværende SRSF-regering lavede med Venstre og Det Konservative Folkeparti. Den skattereform, hvor top- og selskabsskattelettelser var inkluderet. Den skatteform, der netop er grunden til, at det klinger meget hult, når socialdemokrater i disse dage klandrer regeringen for at prioritere både skattelettelser og velfærd. Men det gør de desværre, og det gør mig harm.

Det udstiller Socialdemokratiets hykleri, at de på denne måde angriber regeringen for at føre en politik, de selv førte for fem år siden. Det er ikke en kritik af deres daværende politik. Tværtimod. Den hjalp vi dem jo med at gennemføre. Der er ingen tvivl om, at skattelettelser og velfærd for mig ikke er to modsætninger. For mig – og Bjarne Corydon – er skattelettelser nærmere forudsætningen for velfærd. Skattelettelser er med til at gøre, at det bedre kan betale sig at arbejde. På den måde bliver arbejdsudbuddet øget.

Jo flere vi er på arbejdsmarkedet, desto mere velfærd kan vi få. Så simpelt er det. Og derfor er skattelettelser og velfærd ikke hinandens modsætninger. Skattelettelser er forudsætningen for velfærd! Det var præcis det, Bjarne Corydon sagde i 2012. Det synes jeg ærlig talt, Socialdemokratiet skal huske på næste gang, de skruer op for spinmaskinen.

Lad os nu glæde os over, at det går godt i Danmark. Dansk økonomi har ikke stået stærkere siden 2006. Det skal danskerne da have lov til at mærke. Derfor synes jeg, det er så godt, at vi nu kan lade danskerne beholde lidt flere af deres egne penge mellem hænderne. Det er velfærd for den enkelte dansker. Men vi må ikke dvæle ved vores egen succes.

Selvom der er skabt over 100.000 private arbejdspladser siden sidste folketingsvalg, kan vi stadig gøre det bedre. Vi må ikke begynde at ødsle vores økonomiske råderum væk, som Socialdemokratiet ønsker. Vi skal fortsat fokusere på at øge arbejdsudbuddet. Det er der brug for. Det skylder vi vores børn og børnebørn. Vi skal overlade et velpolstret Danmark til dem!