Politik

BLOG: Skattelettelser gør os alle rigere!

BLOG: Knap har regeringen lagt sit udspil til en skattereform frem, før Socialdemokratiet finder den gamle melodi frem: Skattelettelser er en massakre på velfærden, og tilmed er de skævt fordelt.

Jeg ved ikke helt, hvad der er værst: Forudsigeligheden, de fattige ambitioner på Danmarks vegne, hykleriet i forhold til den politik S (heldigvis) førte, da de sad i regering, eller det, at man aktivt – og mod bedre vidende – misinformerer om regeringens politik.

Lad os derfor rede trådene ud: Det er ganske enkelt en falsk og slidt socialdemokratisk floskel, at vi står overfor et valg mellem skattelettelser eller velfærd. For come on, socialdemokrater – Har I ikke større ambitioner på danskernes vegne end den gamle slagsang? I Venstre insisterer vi på, at der naturligvis skal være råd til begge dele. Ja, vi mener så i øvrigt også at skattelettelser til hårdtarbejdende danskere er velfærd i sig selv.

Vi tog allerede fat på arbejdet sidste år, hvor vi gennemførte JobReform del et, med kontanthjælpsloftet og 225-timers reglen – og nu tager vi så fat på del to, hvor vi sikrer, at ALLE lønmodtagere – både direktøren og rengøringsassistenten - kan beholde lidt flere af deres egne penge – for det er også velfærd. Og det er kun rimeligt, at de, der står op hver eneste dag og knokler – også selvom lønnen er lav – mærker, at de får en ordentlig gevinst ud af det. For der er noget galt, når 80.000 danskere i dag får mindre end 2000 kr. om måneden ud af at være i arbejde frem for at leve på statens regning.

Og vores politik virker. På bare et år er antallet af kontanthjælpsmodtagere faldet med 10.800 personer. Og jo flere vi får flyttet fra passiv forsørgelse til arbejdsmarkedet, desto flere penge kan vi også bruge på den kernevelfærd, vi alle ønsker at styrke: Vores hospitaler, vores ældrepleje, vores skoler og vores daginstitutioner.