Politik

Minister: Den her reform skaber ulighed, og det gør vi med åbne øjne

Danmark bliver et mere ulige samfund, hvis regeringen får held til at gennemføre sin skattereform, erkender minister.

Regeringens store skatteudspil – med lettelser for 23 milliarder kroner årligt – vil betyde, at uligheden i det danske samfund bliver større.

Det fremgår sort på hvidt i det samlede udspil, som regeringen tirsdag har offentliggjort.

Uligheden vil – målt via den såkaldte gini-koefficient, der er en måde at opgøre indkomstforskellene i et samfund – stige med 0,46 procentpoint.

- Den her reform skaber ulighed, men det gør vi med åbne øjne, siger Karsten Lauritzen (V) tirsdag formiddag på et pressemøde i Finansministeriet.

- Det, der er problemet i Danmark, er jo, at alt for mange står uden for arbejdsmarkedet. Og hvis vi gerne vil have flere ind på arbejdsmarkedet, så skal vi belønne dem. Og når vi belønner folk, der arbejder, så skaber vi ulighed. Danmark bliver et lidt mere ulige land efter den her reform, end Danmark er i dag. Men vi vil stadig være et af de mest lige lande, fortsætter skatteministeren.

Stadig mere lige end Sverige og Tyskland

I skatteudspillet præsenterer regeringen en analyse, der indikerer, at Danmark – efter implementeringen af regeringens skattereform – vil være det tredjemest lige land i verden efter Island og Slovenien. Og dermed altså stadig mere lige end vores nabolande Tyskland og Sverige:

Tabel fra regeringens skatteudspil, side 18

Oppositionen har tirsdag kritiseret regeringens reform for i alt for høj grad at komme de mest velhavende danskere til gode. Med til historien hører dog også, at uligheden i det danske samfund – målt via gini – også blev øget under Helle Thorning-Schmidts (S) regeringstid.

Ifølge modelberegninger, som VLAK-regeringen har foretaget, vil en HK'er med en årsindkomst på 215.000 kroner få en skattelettelse på 5000 kroner årligt. Mens en direktør med en løn på 1.045.000 kroner årligt, vil komme til at betale 26.700 kroner mindre i skat:

Regeringens beregninger af, hvem der får mest ud af skattereformen. Beregningen er uden den planlagte sænkning af registreringsafgiften og afskaffelsen af skat på fri telefon. Begge de tiltag vil formentlig føre til, at skattelettelsen for funktionæren og direktøren er endnu større end i denne tabel.