BLOG: Fra CEPOS og leasingselskaber skal man høre sandheden?

16x9
Regeringens samlede skatteudspil blev i dag offentliggjort. Foto: Scanpix

BLOG: Man skal høre sandheden fra børn og fulde folk, siger man.

Det kan der være noget om. Men hvad gør man, når argumenterne fyger frem og tilbage i den politiske debat? 

Man kan jo dårligt spørge sine børn, hvordan regeringens udspil til skattesænkninger påvirker uligheden i samfundet. Og jeg vil heller ikke anbefale, at man styrter ind på det nærmeste brune værtshus og beder om en analyse af de fordelingsmæssige aspekter af en fjernelse af loftet over beskæftigelsesfradraget.

Så i den her blog er der hverken børn eller folk med promiller. Men jeg vil alligevel prøve at holde mig fra at bruge mine socialdemokratiske argumenter for at investere i en genopretning af vores velfærd frem for at sænke skatten. Hvis du vil finde socialdemokratiske svar, kan du læse Mette Frederiksens seneste debatindlæg ”Regeringen giver fællesskabet baghjul” og mit blogindlæg ”Historisk store skattelettelser vil være historisk svigt af velfærden”

I stedet vil jeg give ordet til dem, der normalt støtter den blå regering. Hvordan forklarer de egentlig regeringens skattepolitik, og hvilke beregninger og argumenter lægger de frem?

Jeg tror nemlig, at lige præcis de her argumenter kan tale helt for sig selv. 

CEPOS jubler over udvidet skattelettelse

Lad os først tage den borgerlige tænketank, CEPOS.

Til Berlingske har den ledende cheføkonom Mads Lundby Hansen kaldt regeringens nye forslag om at fjerne loftet over beskæftigelsesfradraget for en ”udvidet topskattelettelse”. Og CEPOS bakker argumenterne op. Tænketanken har lavet beregninger, der viser, at de mest velhavende ganske rigtigt vil få en større gevinst ved at fjerne loftet for beskæftigelsesfradraget end en tilsvarende lettelse i topskatten.

Har man en indkomst på fem millioner kroner, så kan man med regeringens nye model se frem til en skattelettelse på 114.671 kroner. En tilsvarende lettelse i topskatten havde ”kun” givet 110.075 kroner, som CEPOS selv pointerer. Derfor får forslaget da også fuld opbakning fra CEPOS, der jublende fremfører, at ”velstanden øges markant”, når man giver så stor en skattelettelser til de her ”personer, der tjener mange penge.”Et andet element i regeringens forslag til at nedsætte skatten handler om registreringsafgiften. Spørgsmålet er, om en sænkelse vil komme alle bilejere til gode, eller om det fortrinsvis er dem med råd til biler i luksusklassen, der kan mærke det.

Jubler over billigere luksusbiler

Igen vil jeg give ordet til dem, de støtter blå politik: Se den her annonce, som et leasingfirma for luksusbiler har indrykket i aviserne.

”Billigere luksusbiler har altid været Interdan Leasings mærkesag”, skriver firmaet, der leverer Audi’er, BMW’er, Mercedeser og Porscher til de danskere, der har råd. Og som Interdan selv skriver på baggrund af de seneste meldinger i blå blok: Fremover vil ”flere danskere få adgang til dyre luksusbiler”.

Står det til regeringen, er der da også store lettelser på luksusbiler på vej. Med regeringens udspil vil man fremover kunne spare over 300.000 kroner på en Mercedes-Benz. Men det er ikke alt. Har du råd til en Porsche, kan du glæde dig over, at de dyreste modeller vi blive over 800.000 kroner billigere. Der er derfor grund til glæde hos de firmaer, der leaser eller sælger luksusbiler.Så vidt altså den liberalistiske tænketank og leasingfirmaet for luksusbiler. Hos dem vil jublen ingen ende tage.

Nu er det op til danskerne at drage deres egen konklusion.