Ekspert om længere værnepligt : - Virker som en dyr løsning på et hypotetisk problem
Det er 'økonomisk bindegalt', når DF og K vil udvide værnepligten markant, mener Socialdemokratiet.
Tidligere danske værnepligtige skal kunne genindkaldes og tvangsudsendes til krig i Baltikum, hvis Rusland finder på at angribe.
Det siger Dansk Folkepartis forsvarsordfører, Marie Krarup, i Politiken søndag.
- Hvis Danmark er i krig, er du som værnepligtig forpligtet til at forsvare landet både herhjemme og i udlandet. Men inden har de jo gennemført en grundig militær uddannelse, siger hun til Politiken.
Partiet foreslår op til de kommende forhandlinger om et nyt forsvarsforlig, at værnepligten forlænges, så den varer 8-12 måneder, og at antallet af værnepligtige øges til 10.000 om året. De skal indgå i en styrke af reservesoldater og tidligere værnepligtige, der kan udsendes til opgaver i Danmark og udlandet.
Totalt hypotetisk
Men der er slet ingen trusselsvurderinger, som peger på, at Rusland skulle angribe Baltikum, lyder det fra Peter Viggo Jakobsen, der er lektor ved Forsvarsakademiet.
- Så jeg synes måske, det virker som en meget dyr løsning på et problem, som de fleste analytikere anser for totalt hypotetisk, siger Peter Viggo Jakobsen til TV 2.
Han peger på, at truslen fra Rusland snarere er ikke-militær blandt andet i form af cyberangreb.
- Så hvis man gerne vil gøre noget effektivt, hvor man får noget for pengene, for at imødegå det, russerne laver af banditstreger i øjeblikket, så er de nok bedre anvendt på andet end en længere og mere omfattende værnepligt, siger han.
Alt for dyrt
De Konservative er enig med Dansk Folkeparti om, at værnepligtige skal kunne tvinges i krig, hvis Rusland angriber Baltikum.
- Jeg vil understrege, at hvis vi skal udsende værnepligtige til eksempelvis Baltikum, så er det i yderste nødstilfælde. Men der er ikke nogen, der bør være overrasket over, at når man bliver uddannet som soldat, så er det med henblik på, at man i yderste nødstilfælde kan blive indsat som soldat, siger forsvarsordfører Rasmus Jarlov (K) til TV 2.
Partiet foreslår, at antallet af værnepligtige fordobles fra de nuværende 4300 om året, og at tjenestetiden fordobles fra fire til otte måneder, skriver Politiken.
Men det er en alt for dyr løsning at opbygge en styrke, der bare skal være reserve, og ikke den mest effektive måde at bruge pengene på, mener Peter Viggo Jakobsen.
Hvis man vil øge indtaget af værnepligtige, så skal det i stedet være med henblik på at løse opgaver her og nu, mener han.
- Det der med at uddanne en lang reserve, der bare skal stå i mobilisering, som de gjorde i de gode gamle dage, det synes jeg altså ikke, verden er til længere. Og det er alt, alt for dyrt, siger Peter Viggo Jakobsen.
Økonomisk bindegalt
Forslaget fra Dansk Folkeparti og de Konservative om at udvide værnepligten møder også kritik fra andre partier. Socialdemokratiets forsvarsordfører, Henrik Dam Kristensen, kalder overfor Jyllands-Posten forslaget for ”økonomisk bindegalt” og urealistisk.
De Radikales forsvarsordfører, Martin Lidegaard, er enig.
- Jeg kan slet ikke forestille mig, at Rusland ville gå i konflikt med et Nato-land. Og hvis det endelig blev aktuelt, så ville det aldrig blive en krig med konventionelle styrker og hære med 18-20-årige danskere. Det er helt urealistisk. Det ville være at sende uprøvede fodtudser af sted som kanonføde, siger han til Jyllands-Posten.