Regeringen vil gøre det billigere at køre over Storebælt
DF og S er ikke begejstrede for regeringens udspil.
Regeringen vil gøre det markant billigere at køre over Storebæltsbroen.
En fjerdedel af prisen for vejtrafik og persontog vil blive barberet af.
Det vil ske gradvist over en treårig periode, hvor den første nedsættelse sker 1. januar 2018 og forventes at være fuldt gennemført 1. januar 2021.
Ifølge TV 2s oplysninger er det planen, at flere ministre skal præsentere nyheden og de nærmere detaljer på et pressemøde ved Storebæltsbroen fredag.
Forslaget vil være en del af regeringens erhvervs- og iværksætterudspil
I dag koster det mellem 125 og 365 kroner at krydse Storebælt i personbil.
Takstnedsættelsen betyder en forlængelse af tilbagebetalingstiden for Storebæltsbroens gæld med tre år, så forbindelsen forventes at være gældfri i 2031.
En mærkesag for Liberal Alliance
Liberal Alliance har længe haft som mål at gøre det gratis at køre over Storebælt.
Partiet mener, at broafgiften er en barriere for vækst på især Fyn og det vestlige Sjælland. Men da Liberal Alliance i slutningen af 2016 indtrådte i regeringen, sagde den nye transportminister Ole Birk Olesen (LA), at en afskaffelse af broafgiften ikke var regeringens politik.
- Jeg repræsenterer regeringens politik nu, og regeringen har på nuværende tidspunkt ingen ambitioner nedskrevet i regeringsgrundlaget om, at det skal være gratis at køre over Storebælt, sagde Ole Birk Olesen til fagbladet Ingeniøren i slutningen af november 2016.
DF vil se regnestykket
Hos Dansk Folkeparti modtager transportordfører Kim Christiansen nyheden med blandede følelser.
- Jeg er ikke negativ, men jeg vil se regnestykket først. Der skyldes stadig omkring 20 milliarder i Storebæltsforbindelsen, så hvad betyder det for Storebælts økonomi, og hvad vil det betyde for færgepriserne? Der er alt for mange ubekendte, siger Kim Christiansen til TV 2.
Socialdemokratiets transportordfører, Rasmus Prehn, har flere betænkeligheder ved at sætte prisen over Storebæltsbroen ned.
En af dem er, at det vil gå ud over den planlagte kommende Femern-forbindelse, hvor det ifølge Rasmus Prehn er aftalt, at prisen for en tur over skal være nogenlunde den samme som på Storebælt. Det kan blive svært nu, siger han.
- I virkeligheden er det her en vejsidebombe mod Femern-projektet. Hele økonomien beror på en fair konkurrence, og det kan blive problematisk nu, siger Rasmus Prehn til TV 2.
Frygter trængsel på motorvejene
Han nævner også, at det kan blive en dyr fornøjelse at sænke prisen på Storebælt, fordi færgeselskaber, der eksempelvis opererer på ruter som Spodsbjerg-Tårs og Sjællands Odde-Aarhus, skal kompenseres.
Derudover frygter Socialdemokratiets transportordfører de trafikale konsekvenser.
- Jeg tror, der er mange, som umiddelbart tænker, det lyder godt, men det er vigtigt at få undersøgt konsekvenserne, siger Rasmus Prehn og nævner, at en billigere tur over Storebælt ifølge ham formentlig vil give mange flere biler på den fynske motorvej.
Han tilføjer:
- Folk kan meget nemt få en grim overraskelse, fordi det kan komme til at tage længere tid, så det her med trængsel er noget, vi skal have boret ud.
Glæde hos Landbrug & Fødevarer
Hos Landbrug & Fødevarer glæder administrerende direktør Karen Hækkerup sig over regeringens forslag.
Hun siger, at det koster danske virksomheder mange penge at transportere varer over Storebælt.
- Jeg vil gerne kvittere for, at regeringen vil arbejde for at lette udgifterne for blandt andre fødevareklyngen, når de sænker afgiften på Storebæltsbroen. En lettelse af afgiften vil komme hele Danmark til gode, når vi på den måde kan sænke udgifterne på transporten af blandt andet vores fødevarer. Det er en afgift, vi længe har set som en ekstra unødvendig udgift, siger Karen Hækkerup.