Politik

Derfor er ministeren glad for salget af Mærsks olieforretninger

Salget til Total er en garanti for, at der fortsat kommer skatteindtægter fra Nordsøen, mener minister.

Det vil komme hele Danmark til gode, at Mærsk har valgt at sælge olieforretningen Mærsk Olie og Gas til det franske olieselskab Total.

Det mener energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V). 

- Jeg er meget glad for, at det er så stærk en aktør som Total, der er kommet ind i billedet og overtager Mærsks olie- og gasaktiviteter. Det betyder en fortsættelse, og jeg kan også forstå, at man rent faktisk har planer om at forstærke indsatsen. Så det her er faktisk en god og positiv nyhed, at vi nu kommer til at opleve endnu mere aktivitet i Nordsøen, siger han til TV 2. 

Satser på Danmark 

Franske Total køber Mærsk Olie og Gas for omkring 47 milliarder danske kroner sammenlagt, hvilket gør det til en af de suverænt største handler i danmarkshistorien. 

Selvom Mærsk Oil nu kommer på franske hænder, vil olieselskabet fortsat være rodfæstet i Norden.

- Total S.A. vil opretholde Maersk Oils stærke position i Nordsøen med betydelige baser i København og Esbjerg og med Danmark som operationsbase for Total S.A.s samlede aktiviteter i Danmark, Norge og Holland, skriver Mærsk i en fondsbørsmeddelelse.

Og det glæder ministeren, at det franske selskab, der er verdens fjerdestørste olie- og gasselskab, vil gøre Danmark til centrum for aktiviteterne i både Danmark og Holland.  

- Total sender et klart signal om, at man ønsker at satse på Danmark, siger ministeren. 

- Jeg tror, at vi kommer til at nyde godt af det her i hele Danmark. Det betyder, at der fortsat vil være stor aktivitet i Nordsøen, når man vælger et af verdens største selskaber til at fortsætte akiviteterne.

Sikrer skatteindtægter fra Nordsøen 

Han ser handlen som en garanti for, at udviklingen af Tyra-oliefeltet i Nordsøen fortsætter. Franske Total skal overtage alle de forpligtelser, Mærsk havde i forhold til at renovere oliefeltet, der var tæt på at blive rømmet af Mærsk

FAKTA - Tyra-feltet

  • Tyra-felterne - Tyra og Tyra Sydøst - står for at skulle lukkes, hvis ikke regeringen og Maersk Oil når til enighed om en ny aftale.
  •  Tyra-felterne fungerer som distributionscentral for 90 procent af naturgassen fra Nordsøen.
  • Har placering 225 kilometer vest for Esbjerg.
  • Drives af Maersk Oil.
  • Den samlede størrelse er på 177 kvardratkilometer.

- Vi sikrer os, at der fortsat kommer indtægter fra Nordsøen. Det er godt for den danske stat, de danske skatteborgere, og jeg tror også, det er godt for Mærsk, lyder det fra Lars Christian Lilleholt. 

Så sent som i foråret var han selv med til at forhandle en aftale på plads om Tyra-feltet.

Total overtager genopbygning af Tyra-feltet

A.P. Møller-Mærsk truede med - bogstaveligt talt - at lukke for gassen fra feltet, der producerer 90 procent af den gas, vi bruger i Danmark. 

Det var alt for dyrt at renovere feltet, og Mærsk krævede bedre skattevilkår for at kunne fortsætte arbejdet. 

Efter flere måneders forhandlinger faldt der i marts en aftale på plads, der sikrede en håndsrækning på 3,5 milliarder fra staten til at lette udgifterne til at fremtidssikre gasfeltet. 

Den samlede regning ventes at løbe op i nærheden af 30 milliarder. 

- De må sidde med en mærkelig fornemmelse i munden 

Der er blandede reaktioner fra andre partier. SF's erhvervs- og skatteordfører, Lisbeth Bech Poulsen, er positiv på Twitter, for "fremtiden er fossilfri", mener hun.

Enhedslisten er derimod skeptisk. Erhvervsordfører, Pelle Dragsted, frygter, at den nye ejer også vil høste fordelene af Nordsø-aftalen, som Mærsk forhandlede sig frem til ved hjælp af "revolverdiplomati, fordi indtægterne fra Nordsø-olien har været så vigtig".

- De partier, som var med i aftalen, må sidde med en mærkelig fornemmelse i munden. Man har forhandlet med Mærsk, og det første, Mærsk gør, er at afhænde forretningen og hente en solid fortjeneste hjem, siger Pelle Dragsted til Ritzau.