BLOG: Lad os slukke branden i huset, inden vi diskuterer dets indretning

Der er nok at bekymre sig om, nok at frygte, nok at tage alvorligt. Verden bevæger sig på kanten af et decideret klimasammenbrud.

En af mine fornemmeste opgaver som ny klimaordfører i Alternativet er at holde regeringen – uanset dens farve – op på de forpligtelser, Danmark har skrevet under på i Parisaftalen. Og det gælder ikke kun det, der står sort på hvidt i selve aftalen, men også den måde, vi oversætter den på.

For eksempel står der ganske rigtigt ikke i aftalen, at underskriverne forpligter sig til at lade olie og gas blive i undergrunden, men der står, at vi skal holde temperaturstigninger på maksimalt 2 grader og helst halvanden grad. Skal vi nå det mål, understreger forskere utvetydigt, at i omegnen af 80% af alle kendte reserver med fossile brændsler skal blive i jorden.

Det betyder naturligvis, at alle medunderskrivere må tage det nødvendige klimaansvar og udfase udvindingen af olie og gas, droppe statslig understøttelse af de fortidsindustrier, der truer vores fælles fremtid og afvise alle nye ansøgninger om fossil udvinding.

For at bruge et billede, alle kan forstå, befinder vi os i et brændende hus lige nu. Og hver gang, vi hiver ny olie og gas op af undergrunden, hver gang vi slækker på klimaambitionerne, hælder vi benzin på branden. Alternativets holdning er, at det absolut vigtigste politiske emne lige nu er, hvordan vi får slukket branden hurtigst muligt. Så kan vi altid diskutere indretningen af rummene og farven på gardinerne bagefter. Men lad os først og fremmest sørge for, at der overhovedet er noget at indrette.

Jeg forstår godt, at rigtig mange står af på diskussionen om klima og de katastrofer, der følger i halen på et klimasammenbrud. Ingen kan lide at blive konfronteret med risikoen for ubeboelige områder, for oversvømmelser, orkaner og tørker, der risikerer at drive hundredvis af millioner på flugt. Og det forstår jeg godt. Det er ikke rart. Men det er virkeligheden, og den må vi forholde os til. Når det er sagt, er det også helt afgørende for mig at sige, at jeg ikke er ordfører for dommedagsprofetier; jeg er ordfører for handling, ordfører for håb, ordfører for fremtiden.

For der er håb! Sammen kan vi faktisk ændre den katastrofekurs, vi er på. Vi kan forhindre bilen i at køre ud over kanten, vi kan slukke branden. Med politisk vilje og med personlig handling. For det ene udelukker ikke det andet, vi skal alle gøre alt, hvad vi overhovedet kan, for at tage maksimalt ansvar. Vi skal skrue ned for kødindtag, for flyrejser og overdrevent forbrug i det hele taget, spise grønt og lokalt, energirenovere vores boliger og forelske os i en elbil frem for en benzinsluger. Så skal jeg nok gøre alt, hvad der står i min magt herinde for at skabe større vilje til politisk handling på Christiansborg – jeg har i hvert fald taget arbejdshandskerne på, og de er skriggrønne.