Politik

DF havde ret om inaktiv fiskeriminister, mener politisk ekspert

Årelang strid om håndteringen af fiskekvoter har forårsaget fyringer, kritik og uro.

Allerede for mere end ti år siden var Dansk Folkeparti ude med en løftet pegefinger.

Det skete, da Folketinget i 2002 vedtog en ny fiskerireform, som indførte omsættelige kvoter.

Den løftede pegefinger skulle ifølge nuværende fiskeriordfører Ib Poulsen (DF) sikre, at markedet ikke kun blev et område for de såkaldte kvotekonger - en betegnelse for de få velhavende fiskere.

Men ifølge Ib Poulsen har det slået fejl.

En ny beretning fra Rigsrevisionen, som TV 2 er i besiddelse af, viser, at Miljø- og Fødevareministeriet netop har anmodet politiet om at indlede en efterforskning af en række fiskere og fiskeriselskaber. Det sker, fordi Rigsrevisionen har "mistanke om strafbare forhold" som blandt andet indikationer på stråmandsvirksomhed, dokumentfalsk og overtrædelser af fiskeriloven.

Ministre med ansvar for fiskeriet siden 2010

Marianne Fischer Boel: november 2001 - august 2004

Hans Christian Schmidt: august 2004 - september 2007

Eva Kjer Hansen: september 2007 - februar 2010

Henrik Høegh: februar 2010 - oktober 2011

Mette Gjerskov: oktober 2011 - august 2013

Karen Hækkerup: august 2013 - december 2013

Dan Jørgensen: december 2013 - juni 2015

Eva Kjer Hansen: juni 2015 - februar 2016

Esben Lunde Larsen: februar 2016 - august 2017

Karen Ellemann: august 2017 -

Kilde: Miljø- og Fødevareministeriet

Derudover retter Rigsrevisionen kritik af ministeriets håndtering af den danske ordning med fiskekvoter.

Beretningen kommer få dage, efter at Esben Lunde Larsen (V) blev fyret som fiskeriminister. En minister, som DF og oppositionen gentagne gange har kritiseret for ikke at leve op til en fiskeriaftale og for at tilgodese de rigeste og mest magtfulde fiskere.

Ifølge politisk kommentator Søs Marie Serup betyder konklusionerne fra beretningen én ting:

- Det viser jo, at DF havde ret i, at ministeren ikke var aktiv nok i forhold til at få kigget kritisk nok på det her område, siger hun til TV 2.

Et ukendt antal kvotekonger politianmeldes af Miljø- og Fødevareministeriet. Video: Jane Bruun Elkjær

DF-ordfører: Jeg har haft fat i den lange ende

Udover at Esben Lunde Larsen mistede ansvaret for fiskeriområdet, er to ledende embedsmænd i Landbrugs- og Fiskeristyrelsen også blevet frataget deres stillinger.

Det sker på grund af mangelfuld administration af fiskekvote.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) sagde på baggrund af dette, at en rapport vil rette kritik af kontrollen på område - og det er det, der netop er sket.

Esben Lunde Larsen fik allerede i foråret en næse, fordi Folketinget ikke mente, at ministeren havde orienteret partierne godt nok om mulighederne for at dæmme op for kvotekongerne, der de seneste år har sat sig på en meget stor del af fiskekvoterne og dermed skabt næsten monopollignende tilstande.

Inden da havde Esben Lunde Larsen påtaget sig ansvaret for sagen og undskyldt.

Esben Lunde Larsen har i de seneste uger været i politisk stormvejr i sagen om de såkaldte kvotekonger, som sidder på store andele fiskerikvoter. Video: Michelle Birch Johansen

Ib Poulsen har været en af de fremmeste kritikere af ministerens håndtering af sagen.

Selv har han endnu ikke læst Rigsrevisionens beretning, men han har en formodning om, at hans påstand gennem alle år har holdt stik:

At han på afstand kunne se, hvordan kvotekongerne købte flere rettigheder, hvordan de dominerede markedet og dets udlejningspriser, og hvordan den lille fisker ikke kunne få et ben til jorden. 

- Jeg er en stædig vestjyske. Jeg har haft fat i den lange ende, siger han til TV 2.

- Selvfølgelig føler jeg, at jeg hele tiden har haft ret. Det handler ikke om personlige forhold til den forrige minister (Esben Lunde Larsen, red.). Det har haft noget at gøre med politiske intentioner. Det krævede åbenbart et langt, sejt træk.

Også fiskeriordfører hos Enhedslisten, Søren Egge Rasmussen, kritiserer håndteringen af området.

- Esben Lunde Larsen har været med til at dække over, at der er foregået noget forkert. Det virker som om, at det er en meget rådden sag.

Ny fiskeriminister i svær position

Ifølge Søs Marie Serup stiller Rigsrevisionens beretning sagen op i et andet lys.

Mens det ofte har set ud til, at det var et spørgsmål om kemi mellem Dansk Folkepartis fiskeriordfører og Esben Lunde Larsen som minister, der har vanskeliggjort arbejdet på området, viser beretningen noget andet, forklarer hun.

- Nu er der en uafhængig instans, der peger på, at der er foregået nogle ting, der er meget kritisable. Det understøtter behovet for at få lettet Esben Lunde fra den del af sin arbejdsbyrde, siger hun.

Til gengæld mener den politiske kommentator, at rapportens "mistanke om strafbare forhold" også stiller den nye fiskeriminister, Karen Ellemann (V), i "en utrolig svær position".

- Esben Lunde Larsen har givet nogle svar, der er bindende på regeringens vegne. Og hun står nu og skal rydde op i noget, hvor det tyder på, der er sket ulovligheder.

Karen Ellemann har selv kaldt sin nye stilling for "en svær opgave", men hun håber, at hun som ny ansvarlig minister kan give samarbejdet en ny start.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at der har været samarbejdsproblemer. Der er jo også en del af baggrunden for, at statsministeren nu signalerer, at vi skal have en frisk start, siger Karen Ellemann.