BLOG: Hegn Europa ind i pigtråd
BLOG: Europa bør hegnes ind.
BLOG: Jeg har netop haft fornøjelsen af at besøge grænsen mellem San Diego i Californien og Mexico. Der var et højt hegn - faktisk var der hele to hegn. Faktisk, har der været et grænsehegn eller en mur i mange år - lang tid inden, præsident Trump begyndte at snakke om det. Muren stod der også, mens Obama var præsident - og også under republikanske præsidenter. Og grænsehegnet løser sammen med over 19.000 grænsebetjente i hele USA en vigtig opgave.
Det gør det nemlig sværere at smugle mennesker, narko osv. ind i USA. Grænsebetjentene gjorde det helt klart for os, at på den sydlige side af hegnet, er det narkokartellerne, der styrer.
Hegnet gør det sværere for folk at komme ind - ligesom det gør det dyrere. Når man ikke bare kan løbe over grænsen, så bliver smugling dyrere - man skal gøre et større forarbejde eller måske grave tunneller, der koster de kriminelle mange millioner dollars. Og når kriminelle eller illegale bruger længere tid på at krydse grænsen, så giver det grænsebetjentene mulighed for at gribe ind. Og når det bliver dyrere, så får færre illegale lyst til at krydse ligesom narkoen på gaden bliver dyrere, hvilket er med til at gøre det sværere at starte et misbrug.
Men hegnet tjener også et andet prisværdigt formål: Det holder betjentene sikre.
Med kriminelle bander, der er kendt for at dræbe, er betjentene i fare. Med et hegn imellem dem og kartellerne, mindskes risikoen for vold, overfald og bortførelse af ordensmagten.
Altså: Hegnet gør det dyrere og sværere at smugle mennesker og narko. Og det beskytter medarbejderne. Dét er godt!
Er det så umuligt, at snyde sig ind eller få narko over grænsen? Nej. Uanset hvor godt man gør det, så vil det være umuligt at bremse alt. Men grænsekontrol - inklusiv hegn - er stadig pokkers effektiv. Og en mur giver god mening mellem San Diego og Mexico - i øvrigt en holdning, præsident Obama støttede, da han ellers ville have væltet muren. Det gjorde han ikke.
Hidtil er grænsekontrol simpelthen det mest virksomme redskab.
I Europa har vi også et hegn. Det står på Ungarns(og EU's) ydre grænse, og blev opført da Ungarn ønskede at bremse migrationsstrømmen fra Mellemøsten og Afrika. Hegnet - sammenholdt med mere kontrol - har indtil videre været en kæmpe succes. Ungarn har altså sikret sin ydre grænse, Europas ydre grænse. Det kan vi andre glæde os over, da det er med til at tage presset fra migranter af for andre lande såsom Danmark.
Når et hegn virker i Ungarn, hvorfor skulle det så ikke virke andre steder ved Europas ydre grænser? Selvfølgelig ville det virke.
Og det er den vej, vi bør gå: Et hegn om Europas grænser. En stærk grænsekontrol, så vi kan holde folk, der ikke skal ind, ude.
Og hvad vil så egentlig være alternativet? Status quo. Hundredetusindevis af migranter, der år efter år søger mod Europa. Det kan små lande som Danmark ikke holde til. Vi kan ikke bare lade folk vandre direkte ind i vores land.
Et hegn burde ikke være kontroversielt. Politikere fra alle mulige partier taler hele tiden om, at de ydre grænser skal sikres. Hvordan skal det ske, hvis der ikke er hegn, betjente, moderne teknologi osv. til at dæmme op for presset? Det lader sig simpelthen ikke gøre.
Lige nu er kontrollen af de ydre grænser en fiasko, selvom presset midlertidigt er taget af sammenlignet med år 2015.
Se blot på Tyrkiet. EU betaler nu den tyrkiske "præsident"(læs: tyran/diktator) for, at han holder omkring 2 millioner migranter tilbage i Tyrkiet. Hvad sker der den dag, Erdogan for alvor bliver sur på Europa? Så åbner han sluserne, og scenerne fra 2015, hvor folk vandrede på motorvejene vil genopstå. Det er altså ikke en holdbar løsning.
Se blot på Middelhavet. EU trækker aktivt menneskesmuglernes synkefærdige skibe i Middelhavet til Europa, hvor folk kan søge asyl. Resultatet er, at menneskesmuglerne bliver rige, mens en kæmpe migrantstrøm ledes direkte til Europa. Menneskesmuglerne vinder, mange mennesker lider en forfærdelig druknedød og europæerne lades tilbage med en uholdbar løsning. Sig mig lige: Hvorfor trækker vi ikke skibene tilbage, hvor de kommer fra?
Vi bør hegne Europa ind for at kunne styre situationen. Vi har ventet for længe - og situationen bliver ikke bedre med udsigt til en voldsom befolkningstilvækst i særligt Afrika og en stribe ustabile lande i Mellemøsten.
Vil hegnet løse alle problemer med migration? Nej. En stribe lande (i Mellemøsten og Afrika) vil fortsat være ledede af forfærdelige diktatorer, islamister, korrupte statsapparater, mangel på mad, uddannelse og sygesikring. Dette langsigtede problem løses ikke af et hegn. Men løsningen på dette problem er så langsigtet, at det simpelthen ikke lader sig løse indenfor de næste mange generationer. En ting er sikkert: Problemet løses slet ikke af, at Europa falder fra hinanden pga. politisk vægelsind.
Vi må og skal vågne op af vores tornerosesøvn, for tornerosesøvn hører hjemme i eventyr - ikke i en farlig, usikker verden.