BLOG: Nu skal vi have SKAT på ret kurs igen

16x9
Det er vigtigt, at der nu er et bredt flertal, der beslutter at nedsætte en skattekommission. Derfor skal vi stoppe med at kaste aben rundt blandt hinanden inde på Christiansborg, skriver Jacob Mark. Foto: Erik Refner / Scanpix

BLOG: Efter vedvarende pres kommer der nu endelig en kommission, der skal kulegrave skandalerne i SKAT og finde ud af, hvordan det endte så galt.

Kommissionen skal undersøge skal helt tilbage fra 2002, og der er INTET, der er helligt. Alt hvad der er relevant skal undersøges, og sådan bør det også være. I SF har vi ingen hellige køer. Tilliden til SKAT er så afgørende for vores velfærdssamfund, at det er afgørende, at alt kommer frem!

De seneste par måneder har vi været vidne til et sand abekasteri. Alle giver skylden til alle de andre, men det nytter ikke noget. Vi har et ansvar for, at finde ud af hvor fejlene opstod, så vi kan lære af dem. Hvordan kunne vi snydes os selv for så mange milliarder? Hvordan kunne SKAT ende så udsultet? Hvordan kunne der gå så lang tid, før vi gjorde noget? Det skal undersøges, og så skal vi lære af fejlene, så vi ikke begår dem igen. Det kommer til at kræve ressourcer, så kommissionen kan arbejde hurtigt og effektivt. Og det har vi været med til at sikre med den her aftale. Det er vigtigt.

Hele vores velfærdssamfund bygger på den omfordeling, der sker, når vi alle sammen betaler til, at vi kan have gode vuggestuer, børnehaver, skoler, hospitaler og de mange andre vigtige institutioner. Den indkrævning som gør omfordelingen mulig er faciliteret af SKAT, og hvis vi mister tilliden til SKAT, mister vi derfor potentielt også tilliden til, at vores penge bliver brugt på den rigtige måde. Og det skal de gøre. Folk skal vide, at det altid kan betale sig at betale sin skat, fordi det går til vores fælles velfærd. Folk skal vide, at der ikke er andre, der snyder og unddrager sig den fælles betaling, fordi de har fundet et hul i systemet. SKAT skal man kunne stole på.

Derfor er det så vigtigt, at der nu er et bredt flertal, der beslutter at nedsætte en skattekommission. Derfor skal vi stoppe med at kaste aben rundt blandt hinanden inde på Christiansborg. Derfor skal vi lære af vores fejl, og vi må aldrig igen udsulte SKAT. Derfor har SF allerede flere gange foreslået, at vi allerede nu styrker SKAT med flere medarbejdere, så der er flere til at sørge for, at vi får de penge ind, som skal gå til at styrke vores skoler og ældrepleje.

Det vil SF kæmpe videre for – men det her er et vigtigt og rigtigt skridt på vejen.