BLOG: Derfor har jeg politianmeldt Mærsk
Når virksomheder ikke overholder vores miljøregler, er det helt uhørt, at myndighederne ikke griber ind og omgående får forureningen stoppet.
Mærsk, et firma, som er blevet meget gunstigt behandlet af den danske stat, viser sig nu at have opført sig ualmindeligt skødesløst over for vores natur og miljø. Det er lige kommet frem, at Mærsk igennem en længere periode har pumpet omkring 42 tons ulovlige og skadelige kemikalier ud i Nordsøen. På den måde har selskabet vedvarende brudt miljøloven.
Mærsk har pligt til at oplyse myndighederne om, hvor skadelige de kemikalier, de udleder, er. Det har de ikke lige fået gjort i adskillige år i den aktuelle sag; efter eget udsagn ved en fejl. Det er ganske enkelt uacceptabelt.
Alle skal være lige for loven
Der er tale om et årelangt lovbrud, der fører til voldsom forurening. Derfor skulle man tro, at myndighederne ville gribe hårdt ind og straffe synderen. Men i stedet for en bøde og et krav om at stoppe forureningen omgående, har Mærsk fået adskillige måneder til at standse ulovlighederne. Det virker mildest talt besynderligt.
Kunne man forestille sig andre virksomheder eller borgere, der hælder tonsvis af ulovlig kemi ud i havmiljøet, uden at myndighederne gør andet end at bede om en handlingsplan for, hvordan og hvornår man vil stoppe med at bryde loven? Hvis et supermarked sælger fordærvede fødevarer i en årrække, vil fødevaremyndighederne så droppe bøden og bare nøjes med at bede dem udfase de sundhedsskadelige varer over tid?
Det har jeg ærlig talt svært ved at forestille mig. Derfor har jeg meldt Mærsk til politiet, og jeg håber nu, at det vil sætte gang i et indgreb over for Mærsk, så vi kan få forureningen af vores dyrebare havmiljø stoppet øjeblikkeligt.
Og så Mærsk selvfølgelig kommer til at mærke på pengepungen, at man ikke kan tillade sig at svine vores have til for selv at tjene penge.
I Danmark er vi alle lige for loven. Bryder vi reglerne, må vi tage vores straf. Også selvom vi hedder Mærsk.