To nye prædikanter får forbud mod at rejse ind i Danmark
Sanktionsliste er blevet udvidet med en amerikaner og en pakistaner. Inger Støjberg er meget tilfreds.
Listen over religiøse forkyndere, der ikke må rejse ind i Danmark, tæller nu otte mænd.
To nye personer er nemlig kommet på den nationale liste over navngivne udenlandske religiøse forkyndere, som er udelukket fra at rejse ind i Danmark af hensyn til den offentlige orden.
Det oplyser Udlændinge- og Integrationsministeriet.
Der er tale om amerikaneren Khalid Yasin, der bor i Storbritannien, og den 45-årige Muhammad Raza fra Pakistan.
De har begge indrejseforbud i Danmark frem til 15. juni 2019.
Mål at beskytte Danmark
- Jeg er meget tilfreds med, at der nu kommer to hadprædikanter mere på listen, siger udlændinge- og Integrationsminister Inger Støjberg (V) i en pressemeddelelse.
Sanktionslisten blev præsenteret 2. maj med de første seks personer angivet med navn og billede.
Listen administreres af Udlændingestyrelsen. Via undersøgelser i offentligt tilgængelige kilder vurderer styrelsen, hvilke udlændinge der skal på listen.
- Det viser mig, at Udlændingestyrelsen gør sit arbejde og løbende følger med i, hvem der opfylder kriterierne for at komme på listen, siger Inger Støjberg.
- Målet med hadprædikant-listen er at beskytte Danmark mod rabiate forkyndere, der vil undergrave vores grundlæggende demokratiske værdier, tilføjer hun.
Aftale fra 2016
En udlænding kan blive optaget på listen, hvis personen i sit virke som religiøs forkynder har udvist en adfærd, der giver grund til at tro, at udlændingen vil udgøre en trussel mod den offentlige orden i Danmark.
Sanktionslisten er en del af en politisk aftale fra foråret 2016 indgået mellem Venstre, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og De Konservative.
Målet er at ramme religiøse forkyndere, som vil undergrave danske love og værdier og understøtte parallelle retsopfattelser.
Listen er blevet kritiseret for at virke tilfældig med argumentet om, at der findes langt flere rabiate forkyndere rundt omkring i verden, end Danmark har oplistet.