Politik

BLOG: En uhyrlig socialistisk lov

BLOG: Børn har ret til at være børn, og de har ret til en tryg og omsorgsfuld opvækst med respekt og anerkendelse. Det er helt centralt for SF’s politik i dag, og det var det også for 20 år siden.

I 1997 lød det sådan her i Folketingssalen, da Villy Søvndal fremlagde forslaget om at gøre det forbudt for forældre at slå deres børn og dermed afskaffe revselsesretten: ”Diskussionen drejer sig om, hvorvidt vi nu endelig vil ligestille børn med andre mennesker, når det gælder fysisk afstraffelse”.

Han blev dog ikke mødt af lutter klapsalver. Lovforslaget blev vedtaget med 52 stemmer over for 51, der stemte imod. Højrefløjen var ikke umiddelbart begejstret.

Det var også tydeligt, da Pia Kjærsgaard holdt sin grundlovstale i 1997, hvor hun omtalte loven som ”uhyrlig socialistisk” og desuden mente, at det derved nu var ”slut med forældres ret til at bestemme over deres børn – og forældrenes ret til at opdrage deres børn”.

Heldigvis har Pia Kjærsgaard siden ændret holdning og siger i 2008 til Politiken:

”I dag er der jo ingen, der kunne forestille sig, at man skulle kræve revselsesretten genindført. Det svarer jo til at foreslå, at der skulle ligge et atomkraftværk på Rådhuspladsen”.

Det her korte oprids gør mig fortrøstningsfuld. Det fortæller nemlig, hvordan vi som politikere, som mennesker og i samfundet generelt kan forandre ting og ikke mindste forandre vores syn på, hvad der forstås som helt naturligt og selvfølgeligt.

For selvfølgelig skal forældre ikke slå deres børn, når de opdrager dem. Selvfølgelig skal børn ligestilles med andre mennesker. Og selvfølgelig har børn ret til at være børn.

På samme måde som at gøre det forbudt for forældre at slå deres børn, mener jeg også, at minimumsnormeringer er med til at sikre børns ret til tryghed og omsorg. At en børnemiljølov kan forbedre børns psykiske og fysiske trivsel. Og at ingen børn fortjener at vokse op i fattigdom, fordi det afskærer børn fra sociale aktiviteter og fællesskaber.

Nogle forstår muligvis minimumsnormeringer, en børnemiljølov og sociale fællesskaber som uhyrlig socialistisk, men det bekræfter mig kun i, at det er en uhyrlig vigtig kamp at kæmpe.

At afskaffe revselsesretten har for højrefløjspartierne forandret sig fra at være utænkelig til at være selvfølgelig. Derfor mener jeg heller ikke, at det er hverken utopisk eller naivt at drømme om, at minimumsnormeringer om 20 år er en selvfølge, som ingen længere sætter spørgsmålstegn ved.