Thulesen Dahl: Jeg vil gerne dæmpe forventningerne til meget store skattelettelser
Dansk Folkeparti er positive over for regeringens plan om at få folk til at blive længere på arbejdsmarkedet.
Det går godt med dansk økonomi, lød det tirsdag, da finansminister Kristian Jensen (V) fremlagde regeringens reviderede 2025-plan.
Både regeringen og de økonomiske vismænd har regnet sig frem til, at der er penge til overs på de offentlige finanser.
Nogle af de penge ser regeringens støtteparti gerne brugt ude i kommunerne, før skattelettelser kan komme på tale.
- Vi må bare se i øjnene, at der er brug for i den offentlige sektor, at man bruger nogle flere penge. Og jeg vil meget gerne være med til at dæmpe forventningerne til meget store skattelettelser, siger Kristian Thulesen Dahl, formand for Dansk Folkeparti, til TV 2.
Borgmester: Vi får flere udgifter
Ude i kommunerne er der også borgmestre, som ønsker flere penge til velfærd.
- Vores ældrebefolkning over 80 bliver tredoblet inden for de næste otte-ti år, så det er klart, at vi får væsentligt flere udgifter til de ældre i de kommende år. Dem skal vi have finansieret på en eller anden måde, siger Karsten Søndergaard (V), borgmester i Egedal i Nordsjælland.
Men kommunerne er allerede i stand til at løfte opgaven med de penge, de har fået stillet til rådighed, mener finansministeren.
- Inden man snakker om, at kommunerne skal have mere, er det en god disposition at spørge om, hvordan de bruger de penge, de har fået tildelt. Og sidste år brugte de faktisk ikke de penge, de fik, siger Kristian Jensen.
Diskussion om skat bliver vanskelig
Regeringen vil hellere bruge pengene på erhvervslivet og lavere skat både i bunden og i toppen. Men topskattelettelser er ikke en god ide, lyder det fra støttepartiet.
- Vi har den holdning i Dansk Folkeparti, at hvis der bliver penge til skattelettelser, er det i bunden, de skal gives. Det er dem med de lave lønninger, der står for tur, siger Kristian Thulesen Dahl.
Dansk Folkeparti er anderledes positive over for regeringens planer om at give en økonomisk gulerod for at få folk til at blive længere på arbejdsmarkedet. På det område tror Kristian Thulesen Dahl, at Dansk Folkeparti kan nå en aftale med regeringen.
- Det er jeg optimistisk omkring. Så må vi se, hvordan efteråret kommer til at gå, når vi kommer til at diskutere skat. Det bliver nok lidt vanskeligere, siger han.