Politik

Alternativets landsmøde: Ingen ved, hvad Elbæk vil sige - der findes kun tegninger

TV 2 har samlet alt, du bør vide om Alternativets landsmøde i denne weekend. Det begynder med violin og mindfulness.

Hvad skal der ske? 

600 medlemmer af Alternativet samles i weekenden til landsmøde på havnen i Odense. 'Alternativisterne' ankommer traditionen tro til violinspil lørdag, hvor landsmødet indledes med "velkomst og mindfulness". Menuen er vegetarisk og vegansk for at mindske landsmødets CO2-belastning. Søndag er der "gruppekram til at tage hjem på".

Hvad vil Uffe Elbæk snakke om? 

Ligesom sidste år vil formanden "tegne og fortælle". Ifølge partiets pressefolk findes der ikke nogen nedskrevet tale. Uffe Elbæk har derimod lavet nogle slides med tegninger, som han vil tale ud fra. 

Der er i programmet afsat en time til Elbæks tale og efterfølgende debat. 

Ifølge partiets politiske ordfører, Rasmus Nordqvist, kommer der ingen kontante krav fra Alternativet til en eventuel ny regering. Partiet er mere interesseret i en politisk retning mod "en seriøs bæredygtig omstilling og at bekæmpe ulighed" end slagfaste krav som bekæmpelse af kontanthjælpsloftet eller sådan noget.

- Hvis man sætter specifikke krav, risikerer man at male sig op i et hjørne. Politik er vigtigere end enkeltsager og personer, siger han.

Uffe Elbæk vil sandsynligvis komme ind på det forestående kommunalvalg i november og hans syn på, hvordan partiet skal arbejde sig ud af opstartsfasen og blive et voksent parti. 

Vil han sige, hvem Alternativet peger på som statsminister?

Uffe Elbæk vil ikke sige, om han peger på S-formand Mette Frederiksen som statsminister efter næste valg.

- Det kommer vi ikke til, før vi ved, om vi har en fælles retning, siger Uffe Elbæk til Ritzau, hvilket har vakt kritik fra blandt andre Socialdemokratiets politiske ordfører, Nicolai Wammen:

- De faktiske forhold i jernindustrien og dansk politik er jo, at der er to muligheder for, hvem der kan blive statsminister efter næste valg: Det er enten Lars Løkke Rasmussen eller Mette Frederiksen, siger han.

Uffe Elbæk og co. har allerede ytret, at Alternativet ikke kommer til at pege på VLAK, "for de vil ikke grøn omstilling". Men så kommer vi heller ikke nærmere et svar. 

- Nej, for vi synes, det er så grueligt uinteressant at snakke om personer. Vi vil snakke om det politiske projekt, siger Rasmus Nordqvist. 

Men I må vel respektere, at det er interessant for vælgerne, om I peger den ene eller den anden vej? 

- Jo, hvis du kun kan se dansk politik som en sammenkogt essens. Men vi mener, det handler om den politik, der skal føres. 

Hvis magten skifter til rød side ved næste valg, så peger I vel på Mette Frederiksen? 

- Det håber jeg. For det vil betyde, at vi har fundet et fælles politisk projekt. En retning for dansk politik, som vi kan pege på, siger Rasmus Nordqvist og tilføjer, at "der er jo to år til næste valg".

Kommer de til at danse?

Det er jo aldrig til at vide, om en frisk dj sætter "love is in the air" på anlægget til festen lørdag aften, men ifølge TV 2s oplysninger er der umiddelbart ingen planer om særlige danse-optrin. 

Landsmødet finder sted i Dok5000 på havnen i Odense, så det kan dog godt tænkes, at nogen får lyst til at hoppe i vandet, hvis vejret eller diskussionerne bliver for ophedede. 

... eller skændes? 

Der er visse stridspunkter internt i partiet, der godt kan komme til at fyre op under debatten. I sidste uge skabte det stor virak, da Alternativets hovedbestyrelse valgte at smide et medlem ud af partiet.

Rolf Jackson var med til at stifte partiet, og han var opstillet som kandidat til byrådet i Odense, da han - til sin "store overraskelse og bedrøvelse" - blev akut ekskluderet fra Alternativet.

- Jeg er meget ked af situationen og berørt rent personligt. Ikke mindst fordi jeg lige siden starten af Alternativet har kæmpet hårdt for vores fælles projekt, skriver han i en pressemeddelelse på Facebook, hvoraf det fremgår, at han selv mener, han er blevet ekskluderet, fordi han var kritisk overfor partiledelsen. 

Det fik en række af partiets medlemmer til at debattere heftigt om topstyring og patriarkalsk ledelse og konkludere, at partiets kritikere får sparket, selvom vedtægterne dikterer, at Alternativets særlige konfliktmæglingsråd skal inddrages for at løse konflikter i mindelighed.

- Alternativets værdier fremstår nu som udhulede og vil sandsynligvis få mange medlemmer til at overveje, om de er kommet med i det rette parti, lyder det blandt andet fra Niels Peter Borgen Nielsen i en af flere debatter på Facebook.

- Jeg er ret pas på de pseudo-værdier. Nogen burde kyle dem en tur i havnen sammen med resterne, der er tilbage, når fiskerne har renset torsk, lød det fra et andet tidligere medlem, Henrik Bundgaard, der ligeledes har oplevet at blive ekspluderet fra partiet. 

Ifølge Alternativet er det kun sket tre gange, at medlemmer er blevet ekskluderet akut. Det tredje tilfælde var finansmanden Klaus Riskær. Han forsøgte at blive Alternativets folketingskandidat i Københavns Omegns Storkreds, men blev smidt ud efter blot en uge som medlem i marts 2015. Hovedbestyrelsens begrundelse var, at Riskær skulle ekskluderes for at have skadet partiet og modarbejdet dets idé- og værdigrundlag.

Politisk ordfører Rasmus Nordqvist vil ikke kommentere på de konkrete personsager. Men han afviser, at partiet er topstyret eller lukker munden på kritikere ved at smide dem ud. 

- Når man ser på andre partier i opstartsfaser, så er det ikke voldsomt, at der er blevet ekskluderet tre. Der er nogle helt konkrete grunde til hver enkelt, som jeg ikke vil kommentere på. Vi har en meget levende debat og en meget flad struktur, men det er klart, at der skal også være et lederskab, siger han. 

- Nu må vi diskutere det på landsmødet, men det er ikke mit indtryk, at de debatter er udtryk for den generelle stemning i partiet. Jeg afskriver ikke den kritik, de kommer med. Min oplevelse er, at sandheden aldrig er hverken det ene eller andet sted, men oftest skal findes et sted i midten. Men jeg oplever ikke 11.000 medlemmer, der synes, det går skidt med demokratiet i Alternativet. 

Konfliktmæglingsrådet skal ifølge landsmødets dagsorden aflægge rapport søndag eftermiddag. 

Hvordan går det egentlig?

Alternativet kom ind i Folketinget for knap to år siden med 4,8 procent af stemmerne. Seneste Megafon-måling for TV 2 viser, at hvis der var valg i dag, ville 6,9 procent af vælgerne sætte kryds ved liste Å.

Det ville udløse 12 mandater mod partiets nuværende 10. 

Efter min mening er det ubetydeligt, hvad Alternativet har fået rykket realpolitisk. Målt på benhård indflydelse er det meget lidt, de er lykkedes med. 

Thomas Funding, TV 2's politiske analytiker

Partiet har fået omkring 1000 nye medlemmer det seneste år, så det nu er oppe på 11.000. Dermed er Alternativet det fjerdestørste parti, målt på medlemmer. Kun Socialdemokratiet, Venstre og Dansk Folkeparti kan slå dét medlemstal.

Thomas Funding, er der stadig momentum for Alternativet? 

- Alternativet rammer en grundtone i befolkningen. Partiet taler til dem, der er trætte af den måde, politik foregår på. Kigger man på målingerne og medlemstallet virker det til, at det er ved at stagenere nu. Der er stor opbakning til partiet, men vi ser ikke samme vækstrate, som vi har set de foregående år. Så spørgsmålet er, om Alternativet er ved at finde sit leje. Men flot er det - de er blevet store på rekordtid, siger TV 2's politiske analytiker. 

Har Alternativet reel indflydelse? 

Listen over Alternativets politiske sejre er ikke lang. Det seneste år har partiet været med til at indgå aftale om fordeling af satspuljemidlerne - sammen med Venstre, Liberal Alliance, Konservative, Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og SF.  

Alternativets socialordfører, Torsten Gejl, bragte et forslag til forhandlingsbordet om et forsøgsprojekt, hvor socialt udsatte kan få et personligt budget op til 50.00 kroner, de kan bruge til for eksempel indskud til en lejlighed, tandbehandlinger eller hjælp til at få kontakt til sin familie. 

Alle partierne i satspuljeforliget bakkede op om forslaget, der nu er ved at blive behandlet i det politiske system.

Derudover nævner partiet i sin årsberetning succeser, der nok ikke kommer vælgerne til gode på samme direkte måde. Blandt andet har folketingsgruppen afsat et lokale på Christiansborg til skiftende huskunstnere. En af dem, der har gjort brug af lokalet, optog politikernes hjerterytme. Det blev til udstillingen ”Lyden af Christiansborg”.

Og partiet har efter egen mening skabt et lille hit med sangen "Blæredygtig", der skal sætte fokus på bæredygtighed i mode og tøjproduktion. 

 - Vi har jo de samme udfordringer som ethvert andet oppositionsparti, siger Rasmus Nordqvist, partiets politiske ordfører.

- Hvordan kommer vi igennem med vores politiske dagsorden? Når vi sidder i opposition, og vores mandat ikke er afgørende, så er det bare svært at få meget konkrete resultater, siger han.

Men Alternativet har gjort en forskel, understreger Rasmus Nordqvist: 

- Der er især to ting, vi har sat på dagsordenen. Grøn omstilling og diskussionen omkring den politiske kultur. Jeg vil selvfølgelig meget gerne have mere gennemført, men det er også vigtigt at være med til at rejse en dagsorden. Og de to emner her diskuterede man altså ikke i samme omfang for fire år siden, siger han. 

Og det virker ifølge TV 2's Thomas Funding til at være nok for vælgerne. I hvert fald indtil videre. 

- Alternativet bruger sin stemme i debatten til at tale for, at tingene skal gøres anderledes. Det ser ud til, at deres vælgere mener, det har en værdi i sig selv. Men efter min mening er det ubetydeligt, hvad de har fået rykket realpolitisk. Målt på benhård indflydelse er det meget lidt, de er lykkedes med, lyder det fra Funding.