- Alle spørger, om vi peger på Mette Frederiksen, men hvem peger hun på?

Alternativets Uffe Elbæk vil stadig ikke pege på nogen som kongelig undersøger ved næste valg.

Uffe Elbæk er træt at at blive spurgt om, hvem Alternativet peger på som statsminister efter næste valg. Blå blok er udelukket på grund af dens miljøpolitik. Tilbage står Mette Frederiksen - skulle man umiddelbart mene. 

- Hvem peger Mette Frederiksen på, spørger Uffe Elbæk i stedet retorisk. 

- Det spørgsmål, synes jeg, bliver mere og mere interessant at få svar på. For der er jo blevet dannet et stjernepar i dansk politik bestående af Mette Frederiksen (S) og Kristian Thulesen Dahl (DF). Der er virkelig gået forår i den. 

- Det er selvfølgelig fuldstændig fair, at man bliver forelsket. Man kan også have en flirt kørende rigtig længe, på et tidspunkt bliver det måske ligefrem til et ægteskab. Men hvis det er dynamikken lige nu, er alle vi andre så bare et sidespring eller hvad, spørger Uffe Elbæk til store klapsalver fra salen i Odense. 

Landets fjerdestørste parti

Elbæk, en kridhvid 62-årig mand, entrerede Alternativets landsmøde i Odense til sort hiphop-musik. 

"Started from the bottom, now we're here. Started from the bottom, now my whole team fucking here..."

Og ja, Uffe Elbæk startede på bunden, da han i 2013 brød ud af Radikale Venstre og var med til at stifte Alternativet. I dag er hele hans team de 11.000 medlemmer, der gør "cirkushippiepartiet" til landets fjerdestørste, målt på medlemmer. 

600 af dem sidder i denne weekend i en hal på havnen i Odense til partiets tredje landsmøde.  

- Nu skal vi ud og handle

Uffe Elbæk træder storsmilende op på scenen i en t-shirt med "peace and forgetfulness" skrevet henover brystet.

Der er meget at smile over. Siden sidste års landsmøde er partiet vokset ud af opstartsfasen, har dannet 90 lokalafdelinger over hele landet og melder sig klar til kommunalvalgkamp til efteråret.

Derfor er det også på tide, lyder det fra formanden, at komme "ud af hovedet og ud i hænderne igen". Der er gået partidrift i den. 

- Vi har formuleret politik og afleveret generalforsamlinger og stillet kandidater. Vi har været så meget oppe i hovedet. Nu er det min og mine kollegers lyst, at vi skal ud og handle og gøre konkrete ting med vores hænder. Nu skal vi træde i karakter som den politiske stemme, vi er, siger Uffe Elbæk. 

Været med til at flytte holdninger

Alternativet kom ind i Folketinget for knap to år siden med 4,8 procent af stemmerne. Seneste Megafon-måling for TV 2 viser, at hvis der var valg i dag, ville 6,9 procent af vælgerne sætte kryds ved liste Å. Det ville udløse 12 mandater mod partiets nuværende 10. 

Det giver mening for os at være inde på Christiansborg, selvom vi jo godt er klar over, at vi er i opposition, og vores manøvrerum er begrænset

Uffe Elbæk, politisk leder for Alternativet

Det er dog ret beskedne politiske landevindinger, Alternativet har opnået i sine to år i Folketinget.

Men ifølge Uffe Elbæk stikker Alternativets aftryk langt dybere.

- I al ydmyghed har vi lavet nogle  - for os - vigtige resultater, og vi har også været med til at flytte holdninger, siger Elbæk, der taler ud fra tuschtegnede slides og ikke har nogen nedskrevet tale. 

Blandt andet, nævner han, har partiet været med til at skaffe flertal for medicinsk cannabis og en skattekommission. Og Alternativet har skubbet på for at få 30 timers arbejdsuger og kødfrie dage i offentlige institutioner på den politiske dagsorden. 

- Det gør, at det giver mening for os at være inde på Christiansborg, selvom vi jo godt er klar over, at vi er i opposition, og vores manøvrerum er begrænset, lyder det fra partilederen. 

Oppositionspartierne er enige om meget

Og så er vi tilbage ved elefanten i rummet. Det med magten. Hvad nu, hvis balancen tipper til rød blok ved næste valg. Vil Alternativet så i regering med Socialdemokratiet og co.? 

 - Folk spørger hele tiden, om vi peger på Mette Frederiksen. Jamen det kan da godt være, at vi gør det. Men hvem peger Mette egentlig på? 

- Vi har lyst til at diskutere politik. Kigger vi ud af det samme politiske vindue? Er der ting, vi kan bliver enige om, spørger Uffe Elbæk og fortæller, at oppositionspartierne havde et frokostmøde for en måneds tid siden. 

Her fremgik det, at der faktisk var ganske mange ting, partierne godt kunne forestille sig at samarbejde om. 

- Så vi er der! Men vi har ikke lyst til bare at blive opfattet som et sidekick, fastslår Elbæk til store klapsalver fra salen.

Alternativets landsmøde fortsætter søndag. På dagsordenen er blandt andet valget af en ny hovedbestyrelse, debat om borgerløn, som Alternativet drømmer om at se udfoldet i det danske samfund, og en ny demokratipakke, der skal bane vejen mod den nye politiske kultur, der er en af partiets helt store mærkesager.