2017 valg

Alternativet sætter beskedne mål: - Jeg klapper, hvis vi kommer ind i 12-15 kommuner

Alternativet vil skabe et mere "inddragende demokrati": Flere skal være med til at lægge budgetter.

Alternativet sætter for første gang tal på partiets ambitioner op til det kommende kommunalvalg. 

Uffe Elbæks parti går efter topposter i landets to største byer. Målet er en borgmesterpost i København og en Alternativ rådmand i Aarhus. Derudover drømmer partiet om 10-20 kommunalbestyrelsesmedlemmer landet over. 

- Jeg vil klappe af os selv, hvis vi kommer ind i 12-15 kommuner, lyder det fra partiets politiske ordfører, Rasmus Nordqvist. 

Træerne vokser ikke ind i himlen

Partiet, der i weekenden holder landsmøde på havnen i Odense, har i dag lidt over 11.000 medlemmer. Det er kun sværvægterne Socialdemokratiet, Venstre og Dansk Folkeparti, der kan slå dét medlemstal.

Alternativet kom ind i Folketinget for knap to år siden med 4,8 procent af stemmerne. Seneste Megafon-måling for TV 2 viser, at hvis der var valg i dag, ville 6,9 procent af vælgerne sætte kryds ved liste Å. Det ville udløse 12 mandater mod partiets nuværende 10. 

Det er notorisk svært for nye partier at konvertere en fremgang nationalt til kommunalpolitik.

Thomas Funding, TV 2's politiske analytiker

Så set udefra går det ganske godt for Alternativet. Derfor mener TV 2s politiske analytiker, Thomas Funding, at partiet sætter barren lavt. 

- Det er et parti, som ikke har nogen forestilling om, at træerne vokser ind i himlen. Det er målsætningerne tydeligt sat ud fra. I København kunne Alternativet godt have gode chancer, og det samme i Aarhus. Så hvis de får nogle stykker ind i hver af de store byer, så har de i hvert fald ikke sat urealistiske mål for sig selv, hvis alt over 10 nærmest er en succes, siger han.

- Men det ér også notorisk svært for nye partier at konvertere en fremgang nationalt til kommunalpolitik. Det betyder utrolig meget, om folk kender ens ansigt. Folk stemmer langt hen ad vejen personligt til kommunalvalgene, så det kan blive svært for Alternativet, siger Thomas Funding, 

- Tilliden til politikere er rekordlav

Det ved de godt i Alternativet. Rasmus Nordqvist kalder partiets første kommunalvalg "totalt uforudsigeligt". 

- Vi har jo aldrig prøvet det før. Og mange andre partier har haft svært ved at gøre det godt kommunalt. Så vi er forsigtige med at have store ambitioner, siger han.

Alternativet har to store fokuspunkter op til kommunalvalget. Partiet drømmer om lokal grøn omstilling og en demokratisk udvikling. 

- Hvordan skaber vi et langt mere involverende inddragende demokrati? Det er noget af det, vi vil gå til kommunalvalg på. Hvordan kan vi få langt flere borgere involveret i at lægge budgetter og så videre, siger Rasmus Nordqvist. 

Men er det ikke det, vi har folkevalgte til? 

- Jo, men vi mener, at vi er nødt til at forny vores repræsentative demokrati. Tilliden til politikere er rekordlav. Selv journalister har folk mere tillid til. Der skal gøres meget mere for at få tilliden tilbage og få skabt nogle levende fællesskaber, siger han. 

Vil nå op på 200 kandidater

På den grønne side forestiller partiet sig blandt andet, at kommuner kunne gå forrest med afskaffelse af sprøjtegifte på kommunale arealer, kommuner, der forpligter sig til udelukkende at købe økologisk, og CO2-neutrale byer. 

Og så vil Alternativet gerne give landets kommuner friere rammer til at eksperimentere. Christiansborg skal ikke bestemme det hele, mener partiet, der gerne ser, at det bliver muligt for kommuner at eksperimentere med for eksempel borgerløn eller kontanthjælp uden modkrav. Overskriften er "tillid frem for kontrol".  

Alternativet har i dag 165 byrådskandidater i 46 kommuner, men håber at nå op på 200 kandidater i 70 kommuner til kommunalvalget 21. november.