Løkke efter angreb i Manchester: - Nato skal bekæmpe Islamisk Stat

Statsminister Lars Løkke Rasmussen opfordrer Nato til at gå med i kampen mod Islamisk Stat.

Nato er verdens stærkeste forsvarspagt - men alligevel sidder organisationen for meget på sine hænder, når det kommer til at bekæmpe terror.

Det ytrer statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) for første gang i et interview med TV 2.

- Nato spiller i øjeblikket kun en ret perifer rolle i kampen mod ISIL (Islamisk Stat, red.). Vi så meget gerne fra dansk side, at vi fik Nato til at gå ind i koalitionen, så kapaciteten og den viden, der er i Nato, kunne inddrages i kampen mod ISIL.

Meldingen kommer under et døgn efter, at mindst 22 mennesker sent mandag aften blev dræbt, da en eksplosion ramte koncertstedet Manchester Arena. Yderligere 59 personer kom til skade.

For at bekæmpe mandagens terrorangreb skal ikke alene Danmarks sikkerhedstjenester, politi og forsvar være det bedst mulige - der skal også samarbejdes internationalt, siger Lars Løkke Rasmussen:

Der er brug for, at verdens stærkeste forsvarspagt, Nato, deltager mere intensivt

Lars Løkke Rasmussen, statsminister

- Der er brug for, at verdens stærkeste forsvarspagt, Nato, deltager mere intensivt i den her kamp mod terror, siger han og tilføjer, at Jens Stoltenberg, Natos generalsekretær, også er positiv stemt for at få Nato til at indgå i en koalition.

Torsdag skal Lars Løkke Rasmussen deltage i et møde i Nato, hvor et af de to hovedpunkter er, hvordan Nato bedre kan bistå i terrorbekæmpelse.

Andre lande er skeptiske

Selvom både Danmark og Jens Stoltenberg er fortalere for, at Nato opruster bekæmpelsen af Islamisk Stat, er andre lande skeptiske.

Eksempelvis mener alliancemedlemmer fra Frankrig og Tyskland ifølge nyhedsbureauet Reuters ikke, at Nato bør tage en større rolle i kampen mod islamiske styrker.

- De ønsker at vide, hvilken forskel det vil gøre. Alle 28 Nato-allierede er allerede en del af denne indsats, siger en diplomat til Reuters og henviser til den USA-ledede koalition, der bekæmper Islamisk Stat, og som omfatter alle medlemmer af Nato.

Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, holder dog muligheden åben for, at Nato som institution kan være en del af koalitionen. Det meddelte hun, da hun i starten af maj mødte Jens Stoltenberg.

Også Frankrigs nye præsident, Emmanuel Macron, mener, at Nato er "forældet" ved ikke at tage sig af terror.

Islamisk Stat skal bekæmpes

Ifølge Lars Løkke Rasmussen er et samarbejde med Nato nødvendigt, hvis Islamisk Stat skal bekæmpes.

Vi kan ikke gøre det alene

Lars Løkke Rasmussen, statsminister

- Vi kan ikke gøre det alene, siger han til TV 2.

- Hvis vi opgiver ambitionen om at leve det liv, vi lever efter vores værdisæt og vores måder at være sammen på, har vi for alvor lagt os ned. Vi skal gøre alt, hvad vi kan for at kæmpe det ned.