Politik

Thulesen Dahl om samarbejde med S: - De giver os andre muligheder

S og DF rykker tættere sammen, og det giver problemer for regeringen, der ikke kan skabe flertal uden dem, lyder det fra eksperter.

Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet arbejder tættere sammen end nogensinde før, og søndag bar det for alvor frugt for de to partiledere. 

VLAK-regeringen besluttede nemlig at droppe forslaget om at hæve pensionsalderen med seks måneder fra 67 til 67,5 år. Noget de to ledere for partierne - Kristian Thulesen Dahl og Mette Frederiksen - har arbejdet benhårdt for skulle ske. 

Derfor var det en glad socialdemokratisk formand TV 2 mødte foran Cirkusbygningen forud for et møde, der ellers var planlagt for at lægge yderligere pres på regeringen.

- Jeg tror, vi i aften vil tillade os at glæde os over, at det er lykkedes at bringe regeringen i mindretal - for det er jo det, vi har gjort - på noget som desværre er blevet en borgerlig mærkesag, siger Mette Frederiksen.

Det undrer dog TV 2's politiske redaktør Anders Langballe, at regeringen har været så længe om at tage beslutningen om at droppe forslaget

Han peger på, at regeringen stædigt holdt fast i forslaget, selvom de kunne se, det ville blive besværligt at gennemføre - og samtidig ville skubbe regeringens parlamentariske grundlag - Dansk Folkeparti - tættere på Socialdemokratiet. 

- Det stod klart, da man skrev regeringsgrundlaget, at det her var noget, der ville binde DF og Socialdemokratiet sammen, sagde Anders Langballe søndag.

Når det ikke lykkes at lave aftaler med regeringen, er samarbejdet med Socialdemokratiet en god mulighed for at Dansk Folkeparti kan indfri de løfter, de har givet danskerne. Video: Julie Kragh Thisgaard

S er en mulighed, når regeringen ikke er

Men partilederen Kristian Thulesen Dahl afviser, at hverken det droppede forslag om at hæve pensionsalderen eller det gode samarbejde med Sociademokratiet får betydning for VLAK-regeringens parlamentariske grundlag. For DF handler det alene om at indfri så mange af de løfter, der er givet til danskerne - uanset samarbejdspartnere. 

- Vi har fået den her bedre mulighed for at tale med Socialdemokratiet på de områder, hvor vi synes, regeringen trækker i den gale retning. Der har vi så en anden mulighed for at aktivere et flertal i Folketinget, siger Kristian Thulesen Dahl til TV 2. 

Han har ingen planer om at pege på Mette Frederiksen som landets næste statsminister, men mener, at samarbejdet med den socialdemokratiske partileder kommer helt naturligt efter regeringsudvidelsen i november sidste år. 

- Der er et par partier, der særligt på den økonomiske politik trækker i en anden retning, end vi ønsker.  Så det er en naturlig udvikling, og det betyder ikke, at vi ikke har et godt samarbejde på andre områder - det skal vi have. Men når det ikke lykkes, så har vi andre muligheder, siger Kristian Thulesen Dahl.

DF-S-regering ikke utænkelig

Under et interview med 3F tilbage i februar var Mette Frederiksen ikke afvisende overfor, at Dansk Folkeparti kan blive en del af en eventuel kommende regering med hende i spidsen. 

- Jeg tror, at jo tættere vi kommer på et valg, jo flere bogstavlege vil der være. Og egentlig oplever jeg, at Kristian og jeg arbejder på samme måde: Når der er et problem, der skal løses, så søger vi at finde et ordentligt svar. Det er faktisk lykkedes os på en række områder at gøre i fællesskab. Jeg er glad for samarbejdet. Og hvad fremtiden bringer, vil fremtiden vise, sagde Mette Frederiksen dengang. 

Og spørger man politisk kommentator Hans Engell er det gode forhold mellem S og DF problematisk for regeringen. 

- Det er en regering, der er hårdt presset og efter det her forløb ser noget afpillet ud, siger han.

- Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet har lagt sig så tæt på hinanden, at uden de to partier er med, så har regeringen ikke noget flertal. Og det gør altså, at man taber den ene store sag efter den anden - og det tegner på et efterår, der ser tungt ud, siger han. 

Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne har samarbejdet og lavet flertal udenom regeringen på en række områder. Blandt andet om den nye taxilov, kollektiv trafik, fiskerikvoter og den meget omtalte sag om den nye politiskole