BLOG: Bag overfladisk enighed om skattekommission lurer stadig politisk slagsmål

16x9
Bag overfladisk enighed om Skattekommission lurer stadig politisk slagsmål. Foto: Jens Nørgaard Larsen / Scanpix Danmark

Det bliver ikke let at få placeret et ansvar for problemerne i Skat, mener Peter Lautrup-Larsen.

Dommen er fældet på forhånd. De røde mener, at statsminister Lars Løkke Rasmussen har et ansvar fra dengang han var indenrigsminister med ansvar for kommunalreform og senere finansminister. For slet ikke at tale om Kristian Jensen, der som mangeårig skatteminister fra 2004-10 nærmest har fingeraftryk på gerningsvåbnet – nemlig beslutningen om at flytte skatteinddrivelsen fra de kommunale pantefogeder til Skat.

De blå mener derimod, at nok traf de uhensigtsmæssige og for hurtige beslutninger, men milliarderne fossede først ud af statskassen, da de røde skatteministre kommer til. De havde alle muligheder for at rette op.

Nu skal en undersøgelseskommission afgøre hele debatten på en måde, så befolkningen genvinder respekten for at betale skat. Men hvad skal den egentlig undersøge og hvordan? Senest minder socialdemokraterne om, at det nok mere var finans- end skatteministrene gennem årene, der udstedte ordrerne om at fyre løs blandt personalet i Skat. Så de skal også med.

Det politiske flertal, der nu også inkluderer regeringen, mangler dog stadig at udforme hele grundlaget for undersøgelsen. Det, der hedder kommissoriet. Under overfladisk enighed lurer et politisk slagsmål af dimensioner.

Overskriften er, at der skal placeres et ansvar. Igen: For hvad og hvordan? Undersøgelseskommissionen er jo juridisk. Det er vælgerne, der dømmer efter tåbeparagraffen. Det gør domstolene ikke.

Groft uforsvarligt

Naturligvis kan der være handlet groft uforsvarligt. Ministeransvaret kan ligeledes komme i spil, hvis Folketinget ikke har fået et retvisende billede af betænkeligheder og blinkende advarselslamper, da især Dansk Folkeparti i diverse finanslovsforlig og accept af kommuneaftaler lagde stemmer til og sikrede den daværende VK-regering flertal for sin politik og de store personalefyringer i Skat.

Bortset fra den store Mefisto i de år, daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen, og hans håndgangne mand i de første regeringsperioder, forhenværende finansminister Thor Pedersen, er de politiske hovedpersoner stadig på Christiansborg og i ministerkontorer på Slotsholmen. De kan derfor blive ramt af konklusionerne fra en undersøgelseskommission, selv om den som bekendt overlader ansvaret som anklagemyndighed i sager om ministeransvar til Folketinget.

Men embedsmændene? Langt de fleste er nu på pension eller fyret. I hvert fald væk fra Skatteministeriet og Skat. Hvordan skal de drages til ansvar? Repressalier efter tjenestemandsloven er jo ikke til rådighed.

Magtmidler begrænsede

Undersøgelseskommissionens magtmidler er begrænsede. Hvis embedsmænd og politikere blot tilnærmelsesvis kan risikere kritik, har de ikke vidnepligt. De kan nægte at udtale sig eller lyve, som hestene render. I dansk retsopfattelse kan man med et fint juridisk ord ikke inkriminere sig selv. Det vil sige lægge løkken om egen hals. Og hvis nogen er på vej til noget, der minder om en tilståelsessag, så skal topadvokater som bisiddere til misundelsesværdige skatteyderbetalte honorarer nok stoppe dem, inden der er sagt for meget.

Oven i det hele kommer så, at undersøgelseskommissioner har et indbygget forsigtighedsprincip. Konklusioner skal være krystalklare. Og ulovligheder være klart ulovlige.

Svær deadline

Tiden spiller også en rolle. De seneste års mange kommissioner har haft svært ved at klare deadline. To år er lige lidt nok, når kommissionen først skal samle materiale sammen, finde ud af, hvem de skal forhøres, samt hvor mange og rækkefølgen med hovedpersoner til sidst. Kalendere skal passe. Det er travle folk.

Socialdemokraterne taler om et år og derefter delrapportering fra Kommissionen til Folketinget. Hvordan? Efter afhøring af halvdelen af de implicerede? Den igangværende kommission i Tibetsagen afsluttede sine forhør i begyndelsen af april. Men konklusionerne er først klar til efteråret, selv om vi nok når det før jul. Det skrevne ord tager også tid.

Svaret fra socialdemokraterne er at tage skandalerne en ad gangen med inddrivelsen og det skrottede IT-system EFI som første kapitel. Men kan skandalerne skilles ad? Og hvad med dobbeltkonfekt, hvor næste kapitel indebærer gentagelser fra første?

Og så videre. Og så videre. Og en gang til: Og så videre.

Det var en indlysende politisk nødvendighed at nedsætte en kommission. Den politiske borgfred om at se fremad kunne ikke holde til, at skeletterne væltede ud igen og igen af skabene hos Skat. Senest efter afsløringer fra TV 2s gravegruppe med opsigtsvækkende billeder af danskere i luksus-skattegældsly i udlandet. Og når ikke engang regeringspartierne kunne holde ro i geledderne med Venstre-manden Carl Holst som fortaler for en undersøgelse, så tilsagde politisk logik, at oppositionen pudsede bakspejlet.

Men værre end ingen undersøgelse er hastværk, overfladiskhed og juridisk springen over, hvor gærderne er lave.

Det politiske flertal får nok at lave de kommende uger. Det er let nok at kræve en kommission. Det svære er at få forventningerne til at passe med realiteterne. Tidsmæssigt og med fornøden retssikkerhed.

Og når facit fra undersøgelseskommissionen omsider kommer. Får vi så alt at vide? For at citere advokat Torben Koch, bisidder for en central politichef i Tibetsagen, da dens afhøringer begyndte i november sidste år: ”Jeg har dækket fem kommissioner før denne. Dem kom der ikke noget ud af. Det gør der heller ikke af denne, nummer seks”.

Spørgsmålet er, hvad med den syvende, som nu er på vej.