Minister åbner for skattekommission efter pres fra DF og S

Karsten Lauritzen (V) vil hurtigst muligt indkalde til drøftelser om en undersøgelseskommission af Skat.

Regeringen går mere op i at se fremad end bagud, har svaret tidligere lydt, når skatteminister Karsten Lauritzen (V) er blevet spurgt til muligheden for at nedsætte en undersøgelseskommission af kriserne i Skat.

Men efter et fælles krav fra Folketingets to største partier, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, er ministeren klar til at "gå konstruktivt til værks".

- Hvis Folketinget ønsker noget, så arbejder jeg som skatteminister konstruktivt med på den dagsorden.

Så hurtigt som muligt

Han vil hurtigst muligt indkalde til drøftelser om en kommission, siger han til Ritzau. Adspurgt om det bliver før sommerferien svarer han:

- Det er selvfølgelig så hurtigt som muligt. Men jeg tror, at partierne har en forventning om, at vi ikke bare mødes til en løs snak, men en reel politisk drøftelse. Det kræver, at tingene bliver forberedt, og det tager tid. Men så hurtigt som det overhovedet er muligt, siger skatteministeren

Flere regeringer skal under lup

- Men det er vigtigt for mig at understrege, at vi får kigget på, hvad der er gået galt under de skiftende regeringer - og at det arbejde, vi har sat i gang med at få skattevæsenet til at fungere, at det respekteres. 

- Det vigtigste for regeringen og mig som skatteminister er at få skattesystemet til at fungere og få ryddet op i de problemer, som blev skabt over en årrække under skiftende regeringer. Men jeg forstår godt, at der er nogen, der vil se tilbage. Den tanke har jeg da også selv haft i min tid som skatteminister.

 Et bredt flertal i Folketinget bakker op om kravet om en kommission.