Støjberg slår hårdt ned på læk: Slut med fortrolige oplysninger til udvalg
Inger Støjberg reagerer på, at udvalgsmedlemmer har saboteret regeringens politik ved at lække fortrolige oplysninger.
Der sidder politikere i udlændinge- og integrationsudvalget, der ikke kan holde mund, når de får fortrolige oplysninger. Det drager udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) nu konsekvensen af.
Fremover er det slut med at besvare samrådsspørgsmål om fortrolige oplysninger, varsler hun i et officielt brev til udvalgets medlemmer.
- Jeg har sagt til udvalget, at hvis ikke man kan holde tingene i fortrolighed, så vil det få konsekvenser, og det er så de her, siger Inger Støjberg til TV 2.
- Jeg vil være helt ærlig om, at det selvfølgelig er et stort skridt at tage. Men det er jo nødvendigt. Jeg vil ikke acceptere, at regeringens politik, som der er flertal for, ikke kan gennemføres, fordi nogen saboterer det.
Henviser fremover til nævn
Det var et samråd 30. marts om hjemsendelse af somaliere, der fik bægret til at flyde over.
- Samrådet blev holdt bag lukkede døre, og jeg understregede på samrådet fortroligheden af de oplysninger om samarbejdet med Somalia, som jeg videregav på samrådet, skriver ministeren i brevet til udvalgets medlemmer.
Alligevel kunne hun efterfølgende konstatere, at oplysninger, der ifølge Inger Støjberg kun kunne stamme fra samrådet, stod at læse i medierne. Det samme gjaldt fortrolige oplysninger, der var sendt fra ministeriet til udvalgets medlemmer.
Fremover vil den slags spørgsmål aflede et svar om, at det ikke vil være muligt at besvare spørgsmålet af hensyn til "Danmarks udenrigspolitiske interesser, herunder forholdet til andre lande, og/eller sikkerhedspolitiske interesser".
Derudover henvises spørgeren til Folketingets Udenrigspolitiske Nævn, hvor den slags fremover kan drøftes under strengere krav om fortrolighed.
Landene kræver fortrolighed
Konsekvensen af, at nogen i udvalget lækker fortrolige oplysninger, er ikke blot artikler, som ministeren helst havde været foruden.
- I nogle tilfælde er det et helt klart krav fra landene, at det skal være fortroligt, det vi aftaler. Og det er jo klart, at når nogen så bryder fortroligheden, så får det den betydning, at så kan vi ikke nødvendigvis udsende til de her lande, siger udlændinge- og integrationsministeren og understreger:
- Hjemsendelse er så central en del af vores udlændingepolitik, at det kan jeg selvfølgelig ikke acceptere, at nogen saboterer.
Undres over mistænkeliggørelse
Flere ordførere, som TV 2 har talt med, udtrykker ærgrelse over Inger Støjbergs beslutning. Dog er de ikke direkte bekymrede.
- Så længe Folketinget fortsat har adgang til de her informationer, så er der jo heldigvis ikke noget demokratisk problem, siger for eksempel Johanne Schmidt Nielsen (EL).
- For så vil vi fortsat kunne kontrollere regeringens arbejde gennem udenrigspolitisk nævn. Til gengæld undrer ministerens mistænkeliggørelse af udvalget mig, eftersom hun jo reelt ikke kan vide, om det er fra udvalget, informationerne kommer.
Et andet udvalgsmedlem, Josephine Fock fra Alternativet, kalder det "en ærgerlig beslutning".
- Jeg blev lidt overrasket. Som jeg læser det i hendes brev, er det hele udvalget, hun langer ud efter. Og det bliver hele udvalget, det går ud over. Men så må vi jo få de oplysninger via Udenrigspolitisk Nævn, så vi fortsat kan føre demokratisk kontrol med Regeringen.
Afgørende at kunne lave aftaler
Udvalgsformand Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti bakker op om ministeren.
- Det er en voldsom beslutning. Men jeg har sådan set forståelse for den, for det er jo uholdbart, at fortrolige oplysninger kommer ud i offentligheden, siger han til Politiken.
Laura Lindahl, udlændinge- og integrationsordfører for Liberal Alliance, er også forstående:
- Jeg synes, det er så beklageligt, at der sidder medlemmer af udvalget, der ikke kan håndtere fortrolige oplysninger. Der er altså nogle spilleregler, man er nødt til at respektere, uanset om man er enig eller uenig. Derfor synes jeg, at ministerens valg er fuldstændig rigtigt. Men det er rigtig ærgerligt, at man er nødt til det, siger hun.
Et højspændt område
Hvem er det, der lækker fortrolige oplysninger?
- Et godt bud er jo nogle af dem, som ikke ønsker hjemsendelser, for enhver ved jo, at man risikerer at ødelægge muligheden for hjemsendelse ved at lække. Og det er der jo i hvert fald ikke nogen i blå blok, der ønsker, siger Laura Lindahl.
Inger Støjberg vil heller ikke pege direkte på nogen:
- Udlændingeområdet er jo et område, der er politisk højspændt, og det er et område, hvor vi ser meget forskelligt på tingene. Men at man ligefrem saboterer politik, der er flertal for, ved at lække oplysninger, det, synes jeg, er helt forrykt. Det er ikke en ordentlig måde at arbejde på, lyder det fra ministeren.
Hun understreger, at "embedsmænd i mit ministerium lækker ikke oplysninger".