Politik

Brokkede sig over 'klask i røven' i byrådet - nu får hun opbakning

Formanden for Socialdemokratiet i Nyborg vil ikke hænge nogen ud, men ser langvarige problemer med chikane.

Byrådsmedlemmet Sonja Marie Jensen (S) i Nyborg har skrevet i et læserbrev, at hun har oplevet sexchikane og nedsættende ord som led i sit arbejde.

Formand for Socialdemokraterne i byrådet Vibeke Ejlertsen er enig i sit medlems observationer. Det siger hun efter et møde i den socialdemokratiske gruppe onsdag aften, hvor sagen har været vendt.

Vibeke Ejlertsen vil ikke kalde det, Sonja Jensen beskriver, for sexchikane, hvilket er forhold, der kan politianmeldes.

- Det kan aldrig betvivles, at Sonja har en oplevelse af at blive udsat for det, jeg vil kalde hverdagssexisme.

- Vi er ikke det sted, hvor noget skal anmeldes. Men vi er et sted, hvor der er en omgangstone, der godt kunne trænge til at blive opdateret og mindre sexistisk, siger Vibeke Ejlertsen.

Formand deler Sonjas chikaneoplevelser

Det er i den socialdemokratiske netavis Pio og til TV 2 Fyn, at det 22-årige byrådsmedlem Sonja Marie Jensen (S) har fortalt, at hun har været udsat for sexchikane fra blandt andet andre byrådsmedlemmer. Hun skriver blandt andet:

- Jeg skal stå model til både seksuelle tilnærmelser og hånlige kommentarer, der kun har til formål at nedgøre mig på grund af mit køn og min alder. Det starter oftest med et klask i røven og ”goddag smukke” til byrådsarrangementer, eller når øllene ruller.

Hun skriver også:

- Jeg skal stå model til et klask i røven og til at få at vide, at jeg knalder mig til tops. Jeg skal stå model til, at folk skal diktere, at jeg skal have mig en uddannelse eller nogle børn, før jeg har en berettigelse til at udtale mig politisk, hvilket jeg synes er dybt godnat.

Den behandling, man kan risikere at blive udsat for, er ikke ok

Vibeke Ejlertsen, formand for Socialdemokraterne i byrådet

Vibeke Ejlertsen har siddet i byrådet i 10 år og fortæller, at hun deler Sonja Marie Jensens oplevelser.

- Der er en adfærd, som jeg har påtalt gennem flere år, som jeg synes, vi godt kan regulere i positiv retning, for at formulere det pænt, siger hun.

De handlinger, Sonja Marie Jensen beskriver, vil være strafbare, hvis de bliver anmeldt. Men Vibeke Ejlertsen fortæller, at det ikke har været Sonja Marie Jensens intention at hænge specifikke personer ud.

- Det har på ingen måde været for at hænge nogen ud. Ærindet er at fortælle, at det kan være dette her, der gør, at der er så få unge, kvindelige kandidater, som der er.

- Den behandling, man kan risikere at blive udsat for, er ikke ok, siger hun.

Kulturen skal ændres

Mens Vibeke Ejlertsen ikke har været involveret i at tage sagen direkte op i pressen, mener hun, at måden at ændre kulturen på er at italesætte den.

- Forandring kommer, når folk bliver bevidste om, at deres hverdagshandlinger er krænkende. Man tror ikke, at det betyder noget at give et klap i røven eller snakke om dumme blondiner. Men det gør noget. Og før nogen siger, at det ikke er i orden, så bliver det en hverdagsting.

Så du er glad for, at dette her læserbrev er blevet skrevet?

- Det er på en måde hele byrådet, der bliver hængt ud her. Og det er ikke sjovt. Så glad er jeg ikke, men jeg synes, det er forståeligt, siger gruppeformanden.

Delte oplevelser om chikane i byrådet

Camilla Noble, der også er medlem af Socialdemokratiet, genkender ikke det billede, som hendes partifælle beskriver. Hun beskriver bemærkninger fra de mandlige kolleger som værende med "et glimt i øjet".

- Hendes indlæg skaber et billede, som ikke er retvisende for kvinder i politik. Men måske ser jeg mere gennem fingre med de ting, der er af lummer karakter, fordi jeg også privat arbejder i en mandeverden, fortæller Camilla Noble.

I modsætning til Camilla Noble og de fleste andre byrådsmedlemmer i Nyborg er det til gengæld et billede, som byrådsmedlem i Nyborg (DF) Carsten Kudsk kan genkende.

Han har oplevet situationer, hvor han har måttet gribe ind og sige til sine mandlige kolleger, at de skulle skrue ned for retorikken over for blandt andre Sonja Marie Jensen.

Hverken Carsten Kudsk eller Sonja Marie Jensen vil afsløre, hvem der står bag chikanen. Sonja Marie Jensen har heller ikke politianmeldt det.

Byrådsmedlem i Nyborg har oplevet lumre kommentarer og kvikke bemærkninger rettet mod 22-årig kvinde i byrådet. Video: TV 2 Fyn

Borgmester griber ind: - Det er forargeligt

Borgmester i Nyborg Kommune Kenneth Muhs, som er meget chokeret over Sonja Marie Jensens oplevelser, har indkaldt til et byrådsmøde om sagen.

- Det er forargeligt, når sådan noget finder sted. Alle skal behandles respektfuldt. Det her er uacceptabelt, og det er vigtigt, at det bliver håndteret, siger han til TV 2.

- Et klask i røven hører ingen steder hjemme, og der er fuld enighed om, at vi skal snakke om tingene.

Ritzau og TV 2 har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Sonja Marie Jensen.