BLOG: Behandler vi veteranerne godt nok?
BLOG: Der er noget galt, når krigsveteranen Mette Faurskov sammen med mange andre ikke kan få tilkendt erstatning for sygdommen PTSD – det såkaldte po
BLOG: Der er noget galt, når krigsveteranen Mette Faurskov sammen med mange andre ikke kan få tilkendt erstatning for sygdommen PTSD – det såkaldte posttraumatiske postsyndrom, som en del veteraner må kæmpe med, efter at de har deltaget i militære aktioner på vegne af det danske forsvar.
Et af problemerne er, at det ikke nytter noget, når læger og eksperter peger på PTSD, hvis Arbejdsmarkedets Erhvervssikring når frem til en anden vurdering. Det skriver TV 2 om i dag.
Flere læger udtrykker da også stor frustration over, at deres diagnoser bliver underkendt i erstatningssystemet, hvor 161 veteraner har fået afvist deres sager på trods af diagnoser fra psykiatere. Ganske vist får syv ud af ti anerkendt deres erstatningssag, men det er for meget, når en tredjedel får et nej med den begrundelse, at erstatningssystemet ikke vurderer, at deres oplevelser har været tilstrækkeligt traumatiserende.
Menneskers psykiske og fysiske smertetærskel er meget individuel. Hvad der kan virke traumatiserende for den ene, kan for en anden være uden den store virkning. Her må systemet vise så meget tillid til både den enkelte veteran og den behandlende psykiater, at det accepterer diagnosen.
Hvis veteraner skal kæmpe en hård kamp for at få tilkendt en erstatning, vil det få alvorlige konsekvenser for forsvarets rekruttering af frivillige til internationale aktioner. Mange vil sige, at det ikke er umagen værd at sætte livet på spil for Danmark i en international militær aktion, hvis de efterfølgende løber panden mod en mur i systemet herhjemme, og der findes allerede flere eksempler på dybt tragiske begivenheder, som involverer veteraner, der tilsyneladende ikke har modtaget den korrekte hjælp efter hjemsendelsen.
Vi skal som samfund udvise taknemlighed for mennesker, der sætter deres liv på spil for Danmark i militære aktioner. Derfor skylder vi dem de bedste vilkår, når de vender tilbage. Her handler det naturligvis om, at så mange som overhovedet muligt kan vende tilbage til en meningsfuld tilværelse sammen med deres familier, og at dem med psykiske og fysiske mén får den bedst mulige hjælp.