Politik

Samuelsen forsvarer Thyra Frank: Rend mig et vist sted med jeres popularitetsmålinger!

En tydeligt berørt Thyra Frank blev hyldet af Anders Samuelsen på Liberal Alliances landsmøde.

I måling efter måling er danskernes vurdering klar: Ældreminister Thyra Frank (LA) er den mindst troværdige og mindst populære af regeringens 22 ministre.

I løbet af de seneste fem måneder har Thyra Frank som minister da også været udsat for massiv kritik i en række sager.

Blandt andet, da hun i et interview med TV 2 udtalte, at det er op til kommunerne selv at få styr på kritisable forhold i ældreplejen på landets plejehjem.

Og da det kom frem, at Thyra Frank tidligere har pralet med, at hun i sin tid som leder af plejehjemmet Lotte skrev af fra andre plejehjems arbejdspladsvurderinger (APV).

Kære Astrid Krag

Men fra talerstolen til Liberal Alliances landsmøde i Aalborg tog partiformand Anders Samuelsen lørdag ældreministeren i forsvar.

- Vi har for første gang fået en ældreminister i Danmark direkte fra virkeligheden, sagde Samuelsen og fortsatte:

- Og ved I hvad kære medier: I kan rende og hoppe med jeres popularitetsmålinger. Der er ikke et menneske i det her land, der ikke har den drøm, at hvis de skulle ende deres dage på et plejehjem, så var det et plejehjem ledet af Thyras værdier. Dem er der så mange sosu-assistenter og sygeplejersker derude, som vil føre ud i livet. Så rend mig et vist sted med jeres popularitetsmålinger! Dét er popularitet, dét er kvalitet, det er den vej vi skal med Danmark.

Herefter rejste de delegerede sig i salen og klappede taktfast af Thyra Frank, der helt tydeligt var berørt af situationen.

- En varm hånd skal altid være vigtigere end en indtastning på en computer. Og en god dag på plejehjemmet - kære Astrid Krag - skal altid være vigtigere end den sidste detalje i en APV, sagde LA-formanden med henvisning til Socialdemokratiets ældreordfører, der har været blandt Thyra Franks hårdeste kritikere.