Her er politikerne der bruger mest humor på Facebook
Der er ikke meget at grine af hos rød blok, viser en undersøgelse af politikerhumor på Facebook. Tværtimod finder man mest sjov hos Liberal Alliance.
Videoen er set næsten en halv million gange, og den har fået mere end 10.000 likes, kommentarer og delinger.
Hovedpersonen i det virale hit står i hættetrøje og jeans hjemme i parcelhuset og laver 'bottleflip' til gangsterrap.
Må vi præsentere Danmarks ukronede humorkonge blandt folketingspolitikerne på Facebook: Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA).
Han er den politiker, der oftest bruger humor på Facebook. Det er konklusionen fra journalist og cand. public Ida Fabricius Bruun, der har skrevet speciale om humors betydning for politisk kommunikation.
Spontant og uhøjtideligt
Egentlig er udenrigsministerens bottle-flip den form for humor, der generelt virker dårligst for politikerne på de sociale medier. Humor uden politisk indhold som dyrevideoer og billeder af søde børn.
Ministeren hoppede på tidens store vandflaske-dille, og da sønnen lagde det op, var der flere tusinde, som syntes, det var sjovt.
- Jeg lavede det spontant i en weekend med min yngste søn, fortæller hovedpersonen, Anders Samuelsen, selv.
- Det, der virker, er nok det, der kommer spontant og ikke er alt for selvhøjtideligt. Jeg tror, det er vigtigt, at man ser politikere i andet end jakkesæt til pressemøder. At folk kan se, at det er helt almindelige rigtige mennesker, der træffer beslutningerne, der betyder noget for deres hverdag, lyder det fra LA-lederen.
Alternativet er bundskrabere på humorbarometret
Ida Fabricius Bruun har analyseret tre måneders Facebookopdateringer fra danske politikere og er kommet frem til, at der er klart mest at grine af blandt de blå politikeres profiler.
Hun tog ikke stilling til, om det var god eller dårlig humor, men fokuserede på, hvor ofte der blev anvendt humor, fordi "humoristiske opslag får langt mere engagement i form af likes, kommentarer og delinger. De virker!"
Der er mest humor blandt Liberal Alliances folketingsmedlemmer, efterfulgt af Konservative og Venstres MF'ere.
Og selvom mange nok kan huske #stolpåuffe, så ligger Alternativet faktisk som bundskrabere på listen sammen med Enhedslisten, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti.
Der er mindst humor hos Brian Mikkelsen (K), Søren Gade (V), Morten Bødskov (S) og Rune Lund (EL).
- Facebook er et sted, hvor politikerne kan vise, hvem de er - samtidig med, at de skal være bevidste om, at de kommunikerer med hele verden. Måske er det derfor, der er nogle, der slet ikke bruger humor eller Facebook. Fordi de ikke har lyst til at udsætte sig selv for at blive shitstormet, fordi de har spist slik til aftensmad, siger Ida Fabricius Bruun med henvisning til, da Konservatives Mette Abildgaard kom i vælten på grund af et billede af en slikpose.
Danske politikere er sjældent sjove
Faktisk var der overraskende langt mellem snapsene, da Ida Fabricius Bruun ledte efter humor hos politikerne. Danske politikere bruger kun humor i 6,3 procent af deres opslag.
- Det overraskede mig, for man taler især i USA meget om en humoristisk æra i politik. Der ser man, at hvis du er god til at være sjov, vinder du både magt, stemmer og taletid. Så jeg havde forventet mere humor, siger Ida Fabricius Bruun.
Det undrer hende også, at de danske politikere sjældent bruger selvironi.
- Det er den form for humor, hvor der er mest at vinde. Hvis man kan lave sjov med sig selv, kommer man i øjenhøjde og bliver mere 'likeable', siger hun.
Blandt de gode eksempler på fin brug af selvironi er:
- Inger Støjberg, der fik næsten 35.000 likes, kommentarer og delinger ud af et billede af hamburgerryg og grønlangkål.
- Søren Pinds citronmåne-joke.
- Og en chokoladefontæne hjalp i januar statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) med at runde 200.000 følgere som den første danske politiker nogensinde.
Selvironi er den bedste form for humor
Enhedslistens Johanne Schmidt Nielsen brugte også selvironi, da der blev sat spørgsmålstegn ved hendes boligkøb: "Er vi ved at være færdige med at tale om, at jeg har købt hus i Valby med min kæreste og hans to børn?"
- Johanne Schmidt Nielsen ramte noget aktuelt, og hun turde henlede opmærksomheden på noget, der måske ikke var den bedste sag for hende. Selvironien virkede godt. De, der i forvejen var enige, kunne lide hende endnu mere, og det virkede nok lidt afværgende på dem, der syntes, hun var en idiot, uddyber Ida Fabricius Bruun.
Omvendt, understreger hun, er det en dødssynd at lave sjov med det, hvis man er blevet taget i at kvaje sig alvorligt.
- Hvis man har lavet sjov med noget, andre har kritiseret, kan man blive kritiseret for at lave sjov med det. "Du har ikke alene taget af kassen, du laver også sjov med det."
Fare for at det bliver for pjattet?
I det hele taget skal politikere passe lidt på med humor. Humor kan misforstås, og politik jo vigtigt og alvorligt.
Skal politikere overhovedet være sjove?
- Det er der meget delte meninger om blandt forskere. Nogle mener, det er afgørende i et velfungerende demokrati at have en ventil, så man kan lukke kritik ud uden at råbe nogen i hovedet. Andre mener, det er dybt skadeligt, fordi det afleder opmærksomheden fra det, der er vigtigt, siger Ida Bruun Fabricius, der ikke selv har valgt side.
Anders Samuelsen, er der ikke en fare for, at du kommer til at virke for pjattet, når du for eksempel poster bottleflip-videoer?
- Det ville der være, hvis det var det eneste, jeg postede. Men mine opdateringer er en variation af at tage afstand fra terrorangreb til at forklare, hvorfor LA er i regering og alt mulig andet. Så skal der også være plads til smil. Ellers begrænser vi den politiske debat til nogle meget små segmenter i Danmark, siger udenrigsministeren.