Støjberg åbner for grænsekontrol mod Sverige efter angreb

Både Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne har udtrykt bekymring og kræver handling, men SF er imod planer om grænsekontrol mod Sverige.

Efter terrorangrebet i Stockholm i fredags, som blev begået af en afvist asylansøger, der var gået under jorden, åbner regeringen nu for første gang for at indføre grænsekontrol mod Sverige.

Det skriver Jyllands-Posten.

Det er udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V), der er åben for at tage skridtet, efter det er kommet frem, at der er mere end 12.000 efterlyste afviste asylsøgere, de svenske myndigheder ikke har styr på. Den nu fængslede 39-årige uzbeker bag angrebet i Stockholm skulle udvises og var efterlyst.

- Det er klart, at hvis udviklingen i Sverige bliver forværret, vil regeringen ikke tøve med at indføre grænsekontrol imod Sverige. I lyset af terrorangrebet i Stockholm og de mange udlændinge i Sverige, som risikerer at rejse illegalt til Danmark, holder regeringen et særlig vågent øje på udviklingen i Sverige, skriver Inger Støjberg i en mail til Jyllands-Posten.

Danmark har siden 2016 haft midlertidig grænsekontrol ved den dansk-tyske grænse. Næsten 3000 personer blev sidste år afvist ved grænsekontrollen ved den dansk-tyske grænse. Ifølge Inger Støjberg bliver grænsekontrollen imod Tyskland opretholdt, fordi der er risiko for illegale indvandrere, som ikke kan rejse videre, hober sig op.

SF imod grænsekontrol

- Den risiko er foreløbig ikke til stede på den dansk-svenske grænse. Men den danske regering overvejer løbende, hvilket behov der måtte være for at kontrollere grænsen til vores nabolande, siger Inger Støjberg til Jyllands-Posten.

Ifølge avisen har både Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti (DF) udtrykt bekymring over, at tusindvis af udlændinge fra Sverige frit kan rejse ind over grænsen til Danmark. Socialdemokratiets retsordfører Trine Bramsen vil dog ikke på forhånd tage stilling til, om man vil være med til at indføre grænsekontrol mod Sverige.

Men det vil SF's retsordfører Lisbeth Bech Poulsen godt - og svaret er klart nej, siger hun til TV 2.

- Vi går ikke ind for grænsekontrol. Heller ikke på grund af et enkelt forfærdeligt angreb. Vores Europa-politik er baseret på noget andet end grænsekontrol, siger Lisbeth Bech Poulsen.