Direktør for fængslerne om hvidvask af millioner: - Pengene forbliver sorte

16x9
Direktør for Kriminalforsorgen Thorkild Fogde vil sætte en stopper for, at der kan sætte store kontantbeløb ind til indsatte i de danske fængsler De ansatte i fængslerne frygter hvidvask for millioner. Foto: Scanpix

Direktør i Kriminalforsorgen afviser hvidvask for millioner i dansker fængsler. Pengene kommer ligeså sorte ud, som de var, da de kom ind, siger han.

Artiklen er opdateret med svar fra ministeren.

Fængselsbetjentene i Vestre Fængsel fortæller i dag, hvordan rockere og bander hvidvasker millionbeløb gennem de danske fængsler.

Men den beskyldning afviser direktør for Kriminalforsorgen Thorkild Fogde. Alligevel vil han ændre systemet.

Det er nemlig ikke fordi, han ikke tror på, at der kommer sorte penge ind i fængslerne, at han afviser konklusionen fra fængselspersonalet. Han mener bare ikke, at de bliver hvide af turen gennem Vestre og ind på kontoen hos dem, der lige er blevet løsladt.

- Hvidvask handler jo om at finde en hvid forklaring på, hvorfor man er i besiddelse af beløbet. Det kan være en casino-gevinst, en ejendomshandel eller andet. Men sorte penge kommer ikke til at se hvide ud af at have passeret Kriminalforsorgen, siger Thorkild Fogde.

Men uanset om han ikke mener, at man kan klandre Vestre Fængsel for hvidvask af seks millioner kroner som fængselsbetjentene siger, så skal der ifølge direktøren sættes en stopper for, at der kan indsættes store kontantbeløb til indsatte. Også selv fængslerne er underlagt samme krav til identifikation som bankerne, når en person sætter kontantbeløb ind på en konto.

Slut med store pengeoverførsler

Det kan være rigtig mange penge, en fængselsfunktionær kan komme til at håndtere på en helt almindelig arbejdsdag. Tag for eksempel den her historie fra Vestre Fængsel:

- Forleden kom en kammerat til ti indsatte og indbetalte 20.000 kroner, der skulle fordeles ligeligt. Samlet set blev der indbetalt 56.000 kroner alene den dag. Der er ingen tvivl om, at nogle indsatte sparer op i fængslet, og efterfølgende får hvide penge ud efter endt afsoning. Der er trods alt grænser for, hvad man kan bruge penge på i fængslet, siger fængselsfunktionær Johnny Bonnerup.

Og det beløb er alt for stort, til at det skal håndteres af fængslerne, mener Thorkild Fogde.

- Når vi kommer op i beløb af den her størrelsesorden, så rækker det ud over, hvad en lommepengeordning i Kriminalforsorgen skal kunne håndtere. Med de folk vi har siddende i fængslerne, synes jeg ikke, at det er rimeligt, at så store kontantbeløb passerer ind til de indsatte. Det er ikke fængslernes job at håndtere, siger han.

- Kriminalforsorgen skal ikke tage imod sorte penge. Kriminalforsorgen skal gøre det vanskeligt at komme af med sorte penge, siger han.

Ny ordning på vej

Socialdemokratiets retsordfører, Trine Bramsen, håber, at Justisminister Søren Pape Poulsen (K) vil være med til at tage affære.

- Det krænker retsfølelsen, at kriminelle kan fortsætte deres løbebane ind fra fængslet. Derfor har jeg en klar forventning om, at justitsministeren håndterer sagen med største alvor, skriver hun til TV 2.

Søren Pape Poulsen (K) skriver i en mail til TV 2:

- "Vi skal naturligvis have styr på de penge, som bliver betalt ind til kriminelle i vores fængsler.

- Kriminalforsorgen forsikrer mig om, at de er opmærksomme på problemstillingen, og har oplyst, at procedurerne i 2014 blev skærpet, så der nu altid kræves billedlegitimation ved indbetalinger til indsatte. Samtidig er kriminalforsorgen nu i gang med at undersøge mulighederne for at begrænse eller helt ophæve adgangen til at indbetale kontanter til indsatte i landets fængsler. Jeg ser frem til resultaterne af den undersøgelse", skriver ministeren.

Fængselsfunktionærerne i Vestre Fængsel har skrevet både til tidligere justitsminister Søren Pind (V) og nuværende Søren Pape (K) uden at få svar. Men nu ser det altså ud til, at den nytiltrådte direktør Thorkild Fogde vil tage affære. Hvornår en ny ordning for kontanter i fængslerne kan være klar, og hvordan den kan komme til at se ud, vil han dog endnu ikke tage stilling til.