Politik

Løkke støtter Trump: Assads gerninger må ikke gå ustraffet hen

Det var det helt rigtige at gøre, da USA’s præsident Donald Trump i nat bombede militært mål i Syrien, skriver statsministeren.

Præsident Assads ugerninger må ikke bare passere. Derfor bakker Lars Løkke op om USA's angreb i Syrien i nat.

- Godt at feje overgreb mod kvinder, mænd og børn får konsekvenser. USA har klart markeret, at Assads ugerning ikke går ustraffet hen, skriver statsministeren på Twitter.

Også udenrigsminister Anders Samuelsen  glæder sig over, at der endelig blev trukket en længe ventet streg i sandet over for Syriens præsident Assad: USA viste i nat, at Vesten ikke vil finde sig i, at han bruger kemiske våben, siger han.

Han mener, at problemet har været, at der ikke tidligere er gjort noget, når Assad har overtrådt grænsen med brug af kemiske våben.

- Siden Obama trak den linje op og så ikke overholdt den, har de kemiske våben været den linje, man har talt om. Obama lod Assad træde ind over linjen, men nu ser vi så, at den nye amerikanske administration er anderledes håndfast, siger Anders Samuelsen (LA) til TV 2.

Udenrigsministeren fastholder dog, at det stadig ikke er en militær løsning, der kan ende krigen i Syrien.

- Det her løser ikke konflikten - den er ikke overstået i morgen eller i overmorgen, men det ser ud som om, at der er et strategiskifte på vej fra den amerikanske ledelse.

Bred opbakning til Trump

Med brugen af kemiske våben har Syriens Bashar al-Assad bevæget sig fra at være en almindelig diktator til at være en regulær terrorist.

Det mener Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen, der bakker fuldt op om præsident Trumps angreb på en syrisk militærbase i nat.

- Når man ser de forfærdelige billeder fra det kemiske angreb, så må det have konsekvenser. Der er en rød linje. Derfor er vi glade for, at Trump sætter handling bag ordene, siger han.

Regeringspartneren de Konservative er helt enige.

- Det er vigtigt, at der kommer sådan en straffeaktion over for regimet i Syrien. Det har ikke haft konsekvenser før, så derfor er det vigtigt, at den nye præsident sætter en streg i sandet og siger: Den skal I ikke overtræde, siger udenrigsordfører Naser Khader (K).

Samtidig strømmer det ind med reaktioner fra alle ender af det politiske spektrum - alle med det overvejende ens budskab, at nattens aktion var det rigtige at gøre.

Bekymring for russisk reaktion

Med angrebet på den syriske base har præsident Trump risikeret at lægge sig ud med Rusland, der støtter præsident Assad. Derfor hører man fra flere sider, at Trumps aktion ikke kan kaldes en succes, før man med sikkerhed ved, hvordan russerne vil reagere.

Men selvom det var et farligt skridt at tage, så var det helt nødvendigt, siger Venstre.

- Selvfølgelig er der altid bekymring, når der er amerikanere og russere mod hinanden. Men jeg tror, at selv russerne godt ved, at det her, som Assad ser ud til at have gjort, må have konsekvenser. Trump er gået efter rene militære mål, der har haft en rolle i de kemiske angreb. Og så er han gået langt for at advare russerne inden det her angreb, så der ikke var alt for mange russiske ofre, siger Michael Aastrup Jensen.

Han mener samtidig, at nattens angreb viser, at amerikanerne nu endeligt har udelukket, at præsident Assad kan være en del af en fredsløsning i Syrien.

Naser Khader tror, at angrebet er kommet bag på Assad.

- Alle er overraskede - også det syriske regime. Assad har hidtil ikke troet, at nogen i Vesten ville reagere, og derfor har han haft carte blanche til at gøre, som han ville, siger han.

Han tror også, at Trump vil sende et større budskab med nattens aktion. Selvfølgelig til Assad om, at vi ikke vil acceptere brugen af kemiske våben. Og til iranerne, russerne og nordkoreanerne om, at Trump er sin egen herre.

- Han er ude og vise muskler. Og så er det en hilsen til tidligere præsident Obama, der forholdt sig meget passivt til den syriske konflikt: Nu er der en ny præsident, og han handler.

Også Socialdemokratiet mener, at billederne af børn ramt af det kemiske angreb i Syrien bør føre til handling.

- I virkeligheden er det sprængfarligt (at bombe i syriske og russiske interesser, red.). Men når man ser de billeder, vi har set de foregående dage, så sidder vi alle med følelsen af, at nogen bør gøre noget. Og det er så amerikanerne, der nu har sagt: hertil og ikke længere, siger næstformand i udenrigspolitisk nævn Nick Hækkerup.