Politik

Løkke understreger: Danmark er på Ukraines side

Nært samarbejde mellem Danmark og Ukraine blev slået fast med syvtommersøm af Løkke og Ukraines præsident.

Der hersker ingen tvivl om, at Danmark bakker op om Ukraine. Både når det gælder støtte til at bekæmpe korruption og når det gælder mere effektiv udnyttelse af energien.

Og også når det handler om politisk opbakning i konflikten med Ukraines store nabo Rusland.

Det understreger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) under et pressemøde med Ukraines præsident, Petro Porosjenko, onsdag.

- Vi nægter at acceptere Ruslands annektering af Krim, siger Løkke med henvisning til halvøen, som Rusland annekterede i 2014.

Ukraine er ikke alene

Det internationale samfund har dog aldrig anerkendt, at Krim skal være en del af Rusland. Og Løkke fastslår, at presset på Rusland skal fortsætte.

- Ukraine er ikke alene, fastslår Lars Løkke Rasmussen.

Petro Porosjenko understreger, at samarbejdet mellem Danmark og Ukraine er noget særligt.

- Danmark er vores vigtigste partner i EU, der har været med til at træffe vigtige beslutninger for vores land, siger han.

Han inviterer i samme ombæring Løkke på officielt besøg i Ukraine.

Danmark vil fortsat støtte Ukraine

Løkke understreger, at hverdagen for den ukrainske befolkning er præget af ustabilitet og usikkerhed. 

- På den baggrund er jeg imponeret over, at du, Petro, har formået at sætte en ambitiøs reformdagsorden, siger Løkke. 

- Jeg kan forsikre dig om, at Danmark fortsat vil støtte Ukraine, siger statsministeren. 

EU har blandt andet indført økonomiske sanktioner mod Rusland. Konflikten mellem Rusland og Ukraine handler ikke kun om Krim. Der er også en væbnet konflikt i det østlige Ukraine.