Politik

Politisk kommentator: 'Jeg tror ministeren bliver siddende, men jeg er langt fra sikker'

Klokken 11 holder Dansk Folkeparti gruppemøde, for at diskutere Esben Lunde Larsen.

Fødevareminister Esben Lunde Larsen har holdt informationer tilbage for Folketinget.

I en redegørelse erkender ministeriet, at Esben Lunde Larsen kendte til flere forslag til at bekæmpe kvotekonger, end dem han videregav til Folketinget.

I dag klokken 11.00 holder Dansk Folkeparti gruppemøde, hvor sagen om Esben Lunde Larsen er på dagsordenen.

- Hvis de mener, at han bevidst har løjet, sådan som vi hører Enhedslisten anklage ministeren for, så må han gå, fortæller Peter Lautrup-Larsen, politisk analytiker på TV 2 News.

Ministeren beder om en chance til

Miljø- og fødevareministeriets redegørelse kommer efter, at fødevareministeren i sidste uge blev beskyldt for at lyve og tilbageholde oplysninger overfor Folketinget.

Jeg tror ministeren bliver siddende, men jeg er langt fra sikker.

Peter Lautrup-Larsen, politisk analytiker på TV2 News

- Set i bakspejlet ville det have været hensigtsmæssigt, hvis jeg efterfølgende på baggrund af partiernes interesse, også havde oversendt alle forslag fra min mødesag af 10. marts 2016. Det beklager jeg, for det var - set i lyset af forløbet - bedre, at partierne bag Fiskeripakken kunne have foretaget deres egen bedømmelse af forslagene, skriver Esben Lunde Larsen i redegørelsen til folketinget.

Redegørelsen skal ifølge Peter Lautrup-Larsen ses som et forsøg på at beholde ministerposten.

- Han beklager, og jeg ser det som én stor undskyldning. Han erkender, at der er et par punkter, som han burde have orienteret om. Og så beder han vel om at få en chance til, lyder det fra Peter Lautrup-Larsen.

Dansk Folkeparti afgør ministerens skæbne

På gruppemødet klokken 11.00 vil Dansk Folkeparti blandt andet diskutere, hvorvidt de fortsat har tillid til Esben Lunde Larsen.

- I alt det her går også, at det er tredje gang på kort tid, de (DF, red.) er efter en minister. Først var det Thyra Frank, så var det Ole Birk Olesen, og nu er det Esben Lunde Larsen. Så spørgsmålet er, hvor længe de kan blive ved med at fare op og tale om, at en minister taler usandt, og så ender det alligevel med en næse. Det indgår også i Dansk Folkepartis overvejelser, fortæller Peter Lautrup-Larsen

Skal også bakke op om regeringen

Esben Lunde Larsen kan dog også ende med at overleve som minister, fordi Dansk Folkeparti er nødt til at støtte op om regeringen.

- De er jo også et støtteparti. De skal jo have et ordentligt forhold til regeringen, specielt nu hvor de på mange områder er under anklage fra regeringen om at være ved at skifte side og arbejde for meget sammen med Socialdemokraterne, vurderer Peter Lautrup-Larsen.

Hvorvidt dét er nok, til at han kan beholde sin ministerpost er dog ikke sikkert.

- Jeg ser meget spændt på, hvordan gruppemøderne i dag udvikler sig. Jeg tror ministeren bliver siddende, men jeg er langt fra sikker.

DF: Bred aftale er det vigtigste

Hos Dansk Folkeparti har de ikke lyst til at løfte sløret for, hvordan de mener, fremtiden for Esben Lunde Larsen bør se ud.

- Nu tager vi drøftelsen i gruppen, så må vi se. Så længe han (Esben Lunde Larsen, red.) er minister, så arbejde jeg med det politiske indhold, fortæller fødevareordfører hos Dansk Folkeparti, Ib Poulsen.

Dansk Folkeparti vil dog gerne samarbejde med Venstre, hvis de ønsker at blive en del af forliget omkring fiskeripakken.

- De er velkomne. Vi har haft en fremstrakt hånd hele tiden. For mig er det dét, at få gennemført hvad et flertal i folketinget har vedtaget - i det her tilfælde er det opgøret med kvotekongerne - der er det vigtigste, lyder det fra Ib Poulsen.