Lunde lægger sig fladt ned: Undskyld, undskyld, undskyld
Dansk Folkeparti beslutter på et gruppemøde tirsdag formiddag, om de fortsat har tillid til ministeren.
Undskyld, undskyld, undskyld.
Sådan lyder det nu fra miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) få timer før, at Dansk Folkeparti på et gruppemøde skal tage stilling til, om de stadig har tillid til ham som minister.
Sagen handler om de såkaldte kvotekonger, en betegnelse for de få velhavende fiskere, der de seneste år har sat sig på en meget stor del af fiskekvoterne og dermed skabt næsten monopollignende tilstande.
Situationen har fået flere af Folketingets fiskeriordførere til gang på gang at spørge ministeren, hvilke muligheder der er for at forbedre situationen for de mange små- og mellemstore fiskere. Ministeren videregav imidlertid ikke en række af de forslag til en indsats mod kvotekongerne, som han og hans ministerium har haft kendskab til. Og det har ført til en særdeles hård kritik fra blandt andet Dansk Folkepartis ordfører Ib Poulsen, der direkte har anklaget ministeren for at lyve.
Lunde: Det er mit ansvar
- Jeg vil gerne undskylde over for Folketingets partier, at der er forslag til at modvirke kvotekoncentration og kvotekonger udviklet af mit ministerium, som jeg ikke har oversendt til Folketinget. Jeg burde have viderebragt disse oplysninger, da det ville have bistået de enkelte partier i deres arbejde med at begrænse kvotekoncentration og kvotekonger. Det beklager jeg, at det ikke er sket, lyder det nu fra Esben Lunde Larsen i en pressemeddelelse, hvor han hele tre gange undskylder.
- Det er mit ansvar som minister, at det ikke er sket. Og det ansvar påtager jeg mig, lyder det også fra ministeren.
Tirsdag kl. 11 har Dansk Folkeparti gruppemøde på Christiansborg, og her vil de tage stilling til hvordan de vil forholde sig til ministeren fremadrettet. Som regeringens støtteparti kan Dansk Folkeparti reelt vælte en minister, hvis de ikke længere har tillid til ham.
Analytiker: Imødekommer DF
Peter Lautrup Larsen, politisk analytiker på TV 2, forklarer, at Esben Lunde Larsen med pressemeddelelsen forsøger at kæmpe for sit politiske liv.
- Jeg læser den her undskyldning som et forsøg på at imødekomme Dansk Folkeparti. Altså at lægge sig fladt ned og sige, at det er min skyld og at I har haft ret i jeres kritik af mig, siger han og fortsætter:
- Jeg kan ikke på stående fod erindre, at jeg har set en minister i den grad lægge sig ned.