Politik

Langballe: Lunde havde næppe klaret den, hvis ikke han havde undskyldt

TV 2's politiske redaktør mindes ikke at have set en minister lægge sig så fladt ned, som Esben Lunde Larsen tirsdag har gjort.

Kan man vælte, selvom man har lagt sig fladt ned?

Rent fysisk er svaret nej, men i politik gælder andre regler.

Tirsdag formiddag tager Dansk Folkeparti på et gruppemøde stilling til miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsens (V) politiske skæbne. Og kort inden gruppemødets start har ministeren udsendt en opsigtsvækkende pressemeddelelse, hvor han hele tre gange undskylder sin ageren i sagen om de såkaldte kvotekonger, der presser små- og mellemstore danske fiskere.

- Jeg mindes ikke at have set en minister lægge sig så fladt ned, som tilfældet er her, siger Anders Langballe, TV 2's politiske redaktør.

- Det er sådan med ministre, at man altid må overveje, hvor meget man kan holde til at gå på kompromis med det, man selv har gjort, for at overleve som minister. Og her er Esben Lunde ude og prøve grænser af ved at lægge sig fuldstændig fladt ned og undskylde over for det flertal, som ikke har følt, at han har taget den her sag alvorligt nok.

Kvotekonger

Sagen handler om de såkaldte kvotekonger, en betegnelse for de få velhavende fiskere, der de seneste år har sat sig på en meget stor del af fiskekvoterne og dermed skabt næsten monopollignende tilstande.

Situationen har fået flere af Folketingets fiskeriordførere til gang på gang at spørge ministeren, hvilke muligheder der er for at forbedre situationen for de mange små- og mellemstore fiskere. Ministeren videregav imidlertid ikke en række af de forslag til en indsats mod kvotekongerne, som han og hans ministerium har haft kendskab til. Og det har ført til en særdeles hård kritik fra blandt andet Dansk Folkepartis ordfører Ib Poulsen, der direkte har anklaget ministeren for at lyve.

Langballe: Tror, han overlever

Sagen er så alvorlig for Esben Lunde Larsen, at han næppe havde overlevet som minister, hvis ikke han tirsdag havde undskyldt, vurderer Anders Langballe.

- Hvis det her ikke var kommet, så tror jeg ikke, Esben Lunde havde klaret den. Der har den seneste tid været forhandlinger på højt plan; hos Dansk Folkeparti er det Peter Skaarup (partiets gruppeformand, red.), der har ført taktstokken. Han har haft drøftelser med finansminister Kristian Jensen (V), fordi Løkke lige nu befinder sig i Mexico. De to har talt om det her henover hovedet på Esben Lunde Larsen. Og nogle af de formuleringer, der er i pressemeddelelsen, er dikteret fra Dansk Folkeparti, fortæller Anders Langballe og fortsætter:

- Når han nu undskylder så kraftigt, som han gør, så tror jeg også, han overlever som minister, med mindre der dukker noget nyt op, som provokerer Dansk Folkeparti.

’Ulven kommer’

Esben Lunde Larsen har langt fra været den eneste minister, der på det seneste har været udsat for hård kritik fra Dansk Folkeparti. Det samme gør sig gældende for ældreminister Thyra Frank (LA) og senest transportminister Ole Birk Olesen (LA). Dansk Folkeparti har dog ikke været parat til at vælte de to.

- Begge gange har der været noget ’ulven kommer’ over forløbet - særligt i forhold til Ole Birk Olesen. Nu ser vi et sammenligneligt forløb med Esben Lunde Larsen. Og hvis Dansk Folkeparti så beslutter sig for heller ikke at vælte ham, skal de jo finde ud af, hvordan de vil forklare, at de truer og truer, men når det kommer til stykket, får de en undskyldning og gør så ikke noget alligevel. Det er også for Dansk Folkeparti et spørgsmål om, hvor meget de kan holde til, forklarer Anders Langballe.