Løkke på de Vestindiske øer: - Jeg fik fortalt en forkert historie
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) ville ikke undskylde for danske synder i fortiden.
Statsministeren Lars Løkke Rasmussen (V) besøger i disse dage de Vestindiske Øer i anledning af 100-året for afgivelsen af øerne til USA.
I gårsdagens tale på øens Sankt Thomas erkendte statsministeren, at Danmark har fortalt den forkerte historie om slaveri i forhold til den danske kolonitid. Men der kom ingen undskyldning eller beklagelse fra Lars Løkke Rasmussen.
- Årene under dansk flag er ikke glemt. Navne som Amagerlind og Frydendal minder os om vores fælles fortid. Men vi har ikke altid delt samme historie om den fortid. Da jeg var barn, var historien om de Vestindiske Øer romantisk i Danmark. Jeg hørte som barn historien om, at den danske konge var den første til at forbyde slavehandel, at han var en helt. Men de fleste af jer fik en anden historie - den sande historie, sagde Lars Løkke Rasmussen.
Løkke: Utilgiveligt
Han understregede, at den sande historie var, at slavehandel på de Vestindiske Øer fortsatte.
- En historie om, hvordan slavehandlen fortsatte efter forbuddet, og om hvordan mange af jeres forfædre fortsat led. De sande helte var de mænd og kvinder, der satte sig op mod uretfærdighederne, sagde Lars Løkke Rasmussen.
Han kaldte det, der skete "utilgiveligt".
- Det er vigtigt, at vi får kendsgerningerne på plads. Men vi skal også kigge i vore hjerter. Er der noget, der retfærdiggør undertrykkelse? Og vi ved alle med vore hjerter, at svaret er nej. Der er intet overhovedet, der retfærdiggør den undertrykkelse af mænd, kvinder og børn, der skete mens det danske flag vejede på disse øerne. Der er ingen undskyldning for slaveri. Det er utilgiveligt. Utilgiveligt, sagde Lars Løkke Rasmussen.
Han hyldede dem, der fik befriet de Vestindiske Øer for slaveri.
- Så der er ingen tvivl i mit sind. De sande helte var de mennesker på de Vestindiske øer, der trodsede undertrykkelse. De fik ikke deres frihed foræret. De tog den tilbage, sagde Lars Løkke Rasmussen.
Ingen undskyldning eller beklagelse
Men nogen undskyldning eller beklagelse af de danske forbrydelser i fortiden, fik beboerne på de Vestindiske Øer ikke.
- Vi må anerkende, at det, der skete i fortiden, har påvirket, hvor øerne er i dag. Vi kan ikke ændre fortiden, men vi kan forbedre fremtiden. Kun ved at frigøre os selv fra fortidens mareridt, kan vi gøre fremtidens drøm mulig, sagde Lars Løkke Rasmussen.
Historiker Anders Bjørn havde gerne set, at Lars Løkke Rasmussen havde brugt ordet "undskyld" i sin tale.
- Men jeg synes han på en udmærket måde udtrykte beklagelse og sorg i sin tale, siger Anders Bjørn i en debat om Løkkes tale på TV 2 NEWS.
Den konservative folketingskandidat Nikolaj Bøgh mener ikke, at nulevende personer skal undskylde for slaveriet, der blev ophævet for mange år siden - og han mener, en undskyldning ville være en forkert måde at lære af historien på.
- Jeg synes, det er historieløst. Det er at tage vores moral og lægge den ned over nogle mennesker, der levede for 200 og 300 år siden, sagde Nikolaj Bøgh i debatten på TV 2 News.
Statsministeren sendte også en videohilsen hjem på Facebook fra sit besøg på de Vestindiske Øer.