Ekspert i kropssprog: Løkke fik sit håndtryk - og det var et fantastisk ét af slagsen

Landets statsminister besøgte torsdag Donald Trump. Inden da havde der været spekulationer om, hvorvidt Trump ville give hånd til Løkke.

Både Donald Trump og Lars Løkke virkede som om, de følte sig godt tilpas og var afslappede under deres første møde i går. Det vurderer Jesper Bergstrøm, som er ekspert i kropssprog og nonverbale signaler - altså hvordan man kommunikerer uden at ytre sig.

Allerede fra start virkede det som om de to magtfulde mænd kom godt ud af det med hinanden, lyder hans analyse.

- Trump laver det klassiske håndtryk, som man kalder en 'præsident' - han tager ham i hånden, og så lægger han sin venstre hånd op på Lars Løkkes højre arm. Det er det, man kender som et intimitetsbarometer. Jo længere op man kommer, jo mere tillid prøver man at skabe, siger Jesper Bergstrøm.

En god, afslappet stemning

Efter det første håndtryk rykkede de to efterfølgende inden for i det Hvide Hus til det Ovale Værelse - præsidentens kontor. Også her var stemningen god, vurderer Jesper Bergstrøm:

- Stemningen virker løs og afslappet. Begge sad afslappet, men godt fremme i stolen - de spejler hinanden. Lars Løkke har et dejligt, ægte smil og også Donald Trump smiler ægte og roser Løkke.

Spænding til det sidste - ville Løkke få sit håndtryk?

Inden mødet havde danske medier spekuleret i, om de to mænd ville give hinanden hånden, eller om Løkke ville få den kolde skulder, ligesom Tysklands kansler, Angela Merkel, fik det for nylig under et besøg hos Trump. Men Løkke fik sit håndtryk.

- Det er et fantastisk håndtryk. Trump stikker hånden frem, og så svarer Løkke igen med det, der kunne være et håndtryk på Hjallerup marked for at afslutte en god handel, siger Jesper Bergstrøm, som dog undrer sig over, at den amerikanske præsident havde valgt at placere sig til højre for Løkke.

Dermed gav han nemlig Løkke 'venstreside-fordelen'.

- Det vil sige, at fordi Lars Løkke sad på venstre side, så havde han han den nonverbale overhånd, og det er super postivt. Det er helt tilbage fra romerriget, hvor det gjaldt om at have overhånden, når de stod og lagde arm med hinanden. Den dag i dag, der ved man, at den der har overhånden - den der har sin hånd øverst - han har også altid den nonverbale fordel. Derfor er det rigtig godt altid at sidde på den venstre side, slutter han.