Politik

Næsten hver anden dansker: Regeringen bør gå hårdere til Trump

42 procent af danskerne ønsker en mindre imødekommende linje over for USA. Det viser en måling på dagen, hvor Lars Løkke Rasmussen besøger Trump.

Danmarks officielle politik over for Donald Trump bør være hårdere.

Det svarer mere end fire ud af 10 danskere i en rundspørge, som Megafon har foretaget for TV 2 og Politiken.

Målingen er foretaget i dagene op til statsminister Lars Løkke Rasmussens besøg hos den amerikanske præsident torsdag. 42 procent af de adspurgte mener, at Danmarks politik over for Trump bør være ”mindre imødekommende” eller ”meget mindre imødekommende”. 46 procent svarer hverken/eller, mens otte procent mener, den bør være "mere imødekommende" eller "meget mere imødekommende".

USA-analytiker: Vigtigt med godt forhold til USA

USA-analytiker Mirco Reimer-Elster tror dog ikke på, at den danske regering har planer om store ændringer i sin tilgang til USA.

Specielt ikke, når Lars Løkke Rasmussen er den bare fjerde europæiske statsleder, der besøger Donald Trump i Det Hvide Hus.

- For et lille land som Danmark er det vigtigt at holde sig på god fod med USA, som i høj garanterer Danmarks sikkerhed. Skiftende danske regeringer har haft en meget venlig kurs over for USA, og det er en del af forklaringen på, at vi så tidligt har fået et møde med Trump, siger Mirco Reimer-Elster.

Hos Venstre siger udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen, at han som udgangspunkt godt forstår de mange danskere, der vil have en hårdere kurs.

Han tror dog, at ønsket om en mindre imødekommende politik skyldes frygt for, at præsidenten Donald Trump kommer til at opføre sig, som han gjorde i valgkampen.

- Der er jeg mere optimistisk, for det vi har set, siden han blev præsident, er, at han har udpeget ministre, som fører en anderledes udenrigspolitik, end vi nogle gange hørte kandidaten Trump sige i valgkampen, siger Michael Aastrup Jensen.

Venstres udenrigsordfører siger, at USA er en af Danmarks tætteste allierede inden for det sikkerhedspolitiske område og tilføjer, at landet også er en meget vigtig handelspartner.

Derfor er det afgørende med et konstruktivt samarbejde, påpeger han.

Vil ikke sige javel til alt

Tidligere på ugen var flere af Folketingets partier – heriblandt Socialdemokratiet og Radikale Venstre – i Jyllands-Posten ude og kræve, at Lars Løkke Rasmussen skærper tonen over for Donald Trump.

Ifølge Mirco Reimer-Elster er det dog lidt en gratis omgang for oppositionen at kritisere regeringens udenrigspolitiske linje over for USA.

- Det er ikke klogt, hvis Danmark alene går ud og markerer sig. I mine øjne, skal det være en meget stor sag, før det giver mening for et lille land som Danmark at gå mod USA. Det bør drøftes i EU først, siger Mirco Reimer-Elster.

Michael Aastrup siger, at udenrigspolitik er en diplomatisk balancegang, og derfor vil den danske regering eksempelvis ikke blande sig i amerikansk indenrigspolitik, selvom den skulle være uenig.

- Men vi fører jo vores egen udenrigspolitik og siger fra, hvis vi er uenige. Så det er ikke sådan, at vi bare bliver et føl, der siger javel til alt, der kommer fra Trump, siger Michael Aastrup Jensen.

Han fremhæver, at Lars Løkke Rasmussen torsdag vil sige fra over for protektionistisk handelspolitik. Og så har den danske regering tidligere kritiseret, at Donald Trump har besluttet at fjerne USA’s støtte til internationale organisationer, der informerer om eller henviser kvinder til abort, lyder det fra Michael Aastrup Jensen.