Efter TV 2s afsløringer: Fem ministre kaldt i samråd
Flere politikere kritiserer organisationer, der hjælper illegale indvandrere. S vil have ugentlig razzia, mens DF kalder hele fem ministre i samråd.
De kan få gratis lægetjek hos Røde Kors og rådgivning hos Kirkens Korshær. Og selvom maden egentlig er tiltænkt hjemløse med opholdstilladelse, kan illegale indvandrere let få serveret morgen- og aftensmad hos organisationer som Blå Kors.
TV 2 Dokumentar har i 30 dage været undercover blandt de illegale i Danmark, og optagelserne viser blandt andet, hvordan de får stillet en lang række offentlige tilbud til rådighed - og det til trods for, at de opholder sig ulovligt i landet.
Optagelserne afslører blandt andet, at tre rådgivere fra Kirkens Korshærs rådgivningscenter, Kompasset, uafhængigt af hinanden rådgiver til at arbejde sort. Derudover spiser illegale, som opholder sig i Folkets Park i København, hver morgen på Blå Kors' hjemløsecafe Grace, der ellers kun henvender sig til hjemløse med opholdstilladelse.
S kræver ugentlig politirazzia
TV 2 har tilbudt landets udlændingeordførere at se optagelserne igennem, og flere har herefter rettet stærk kritik mod de involverede organisationer:
- Jeg synes, det er uacceptabelt. Det er med til at undergrave det danske samfund, og det gør det vanskeligere for os at hjælpe de mennesker, som er reelle flygtninge og har krav på og ret til vores beskyttelse, lyder reaktionen fra Socialdemokratiets udlændingeordfører Dan Jørgensen.
Han mener, at organisationerne udelukkende skal råde de illegale til at gå til myndighederne.
- De her medarbejdere skal sige til dem, at de skal henvende sig til myndighederne. Har de krav på asyl, kan de få det, og ellers har de ikke ret til at være her. Det må jo også være i Kirkens Korshærs og andre, lignende organisationers interesse at hjælpe dem, der er reelle flygtninge, siger han og kommer med flere forslag til, hvordan de illegale indvandrere skal stoppes.
Han mener blandt andet, at politiet skal udføre ugentlige razziaer i de områder, hvor de ved, at de illegale opholder sig, mens personer, som benytter sig af illegal arbejdskraft skal straffes endnu hårdere.
Gult kort fra Naser
Myndighederne ved af gode grunde ikke, hvor mange mennesker der lever illegalt i Danmark. Det seneste skøn fra Rockwool Fonden lyder dog på 18.000. Sidste år blev 1.348 indvandrere sigtet for at opholde sig illegalt i Danmark, og det er det højeste tal nogensinde, viser en aktindsigt hos Rigspolitiet, som TV 2 har fået.
Udlændingeordfører hos De Konservative, Naser Khader, har ligeledes set optagelserne fra dokumentaren igennem. Han er enig med Dan Jørgensen og kritiserer organisationernes indsats, som han giver 'et gult kort':
- De skal have et gult kort, en påtale, der understreger, at det skal stoppes. Vi skal ikke tilbyde mad og rådgivning til illegale indvandrere, siger Naser Khader.
Men han mener ikke, at der ligefrem skal lukkes ned for de forskellige tilbud.
- Det er for drastisk og går ud over for mange, som er berettiget til denne form for hjælp og har stor gavn af den. Men det skal ikke være attraktivt at være illegal i Danmark, og det bliver det, når vi tilbyder forskellige services til dem.
- Vi skal gøre det så svært som muligt for disse personer at opholde sig i Danmark.
Tag støtten fra organisationerne
Hos Dansk Folkeparti forlanger man, at der tages endnu flere midler i brug for at stoppe de illegale. Her vil man tage støttekroner fra alle organisationer, der hjælper illegale indvandrere.
Det gælder blandt andre Kirkens Korshærs Kompasset, der i 2017 modtager 2,4 millioner kroner fra EU, 28.000 kroner fra Socialministeriet og 400.000 kroner fra Københavns Kommune.
- Vi mener, at de her tilskud helt bør sløjfes. Hvis man aktivt rådgiver folk om at søge sort arbejde, bør man ikke have offentlig støtte. Det er vores klare opfattelse. Støtten skal enten indstilles, eller også skal vi stille nogle klokkeklare krav til de her organisationer, så de forstår, at pengene ikke må gå til den slags, lyder det fra Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen.
Ministre kaldt i samråd
Efter TV 2's afsløringer har Dansk Folkeparti valgt at kalde fem ministre i samråd.
Det drejer sig om justitsministeren, udlændingeministeren, sundhedsministeren, undervisningsministeren og socialministeren.
Kravet til justitsminister Søren Pape Poulsen er blandt andet, at politiet skal være opsøgende og anholde de illegale udlændinge, som benytter sig af organisationernes tilbud. Derudover kræver Dansk Folkeparti, at socialminister Mai Mercado redegør for alle organisationer, der hjælper illegale.
- Det er fuldstændig grotesk, at de illegale får de her tilbud, men det er desværre ikke nyt. Der er mange på Christiansborg og i politiledelsen, som har haft kendskab til det her længe. Og vi har tidligere i Dansk Folkeparti problematiseret det. Men det er svært at få de andre partier med på at stramme reglerne, siger Martin Henriksen.
R: Ikke organisationernes ansvar
Tidligere har Røde Kors, som driver landets to sundhedsklinikker for illegale, udtalt, at de gerne lukker klinikkerne, hvis det offentlige står klar til at overtage ansvaret for de personer uden opholdstilladelse, som behøver lægehjælp.
Også hos Blå Kors efterlyser man mere hjælp fra offentlig hånd.
- Vi stiller gratis morgenmad til rådighed for folk, der har lovligt ophold. Vi er godt klar over, at der er udenlandske hjemløse, og en mindre gruppe af dem har måske ikke lovligt ophold. Men vi magter simpelthen ikke at lave en løbende kontrol, det har vi ikke ressourcerne til, siger generalsekretær i Blå Kors, Christian Bjerre.
Men politiet er til en hver tid velkomne til at lave razzia, lyder det fra Blå Kors. Christian Bjerre mener dog ikke, at hverken organisationerne eller politiet kan løse opgaven alene.
- Det er vores anbefaling, at vi sætter os sammen – politikere, myndigheder, eksperter og hjælpeorganisationer – og får fundet en fælles løsning. For de illegale hjemløse er derude, og dem har vi brug for at tage hånd om. Både for at give dem en værdig løsning, men også for de naboer, som for eksempel bor omkring Folkets Park, hvor mange af dem opholder sig.
Den hjælp er de klar til at give hos Radikale Venstre. For det er ikke organisationernes job at holde de illegale i skak, mener Sofie Carsten Nielsen:
- Man må ikke rådgive om sort arbejde. Overhovedet. Men der er meget stor forskel på at rådgive om sort arbejde og tilbyde mad eller lægehjælp til mennesker. Det er ikke organisationerne, som skal stå til ansvar for at løse problemerne. De lever bare op til deres humanitære forpligtelse, siger hun.
TV 2 er i dokumentaren ’Illegal i Danmark’ gået undercover for at se, hvordan de illegale lever herhjemme. Du kan se første afsnit på TV 2 Play.