Skarp kritik af illegale indvandreres brug af sundhedsklinikker: Nu kræver de handling

Mens DF vil have politiet til at anholde brugerne af sundhedsklinikker, der henvender sig til illegale indvandrere, vil SF have dem helt lukket.

- Det er altså ikke en menneskeret at opholde sig ulovligt i Danmark. Hvis du har akut brug for hjælp, kan du få det i det offentlige. Og efterfølgende skal du sendes hjem.

Så konkret er udmeldingen fra Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen, efter TV 2 søndag kunne fortælle, at antallet af illegale indvandrere, som benytter sig af Røde Kors' sundhedsklinikker, er i kraftig vækst.

Klinikkerne er placeret centralt i Aarhus og København og er tilegnet personer uden opholdstilladelse i landet. Alene i 2016 fik de to klinikker omkring 3000 patienthenvendelser om alt fra tandpine til graviditet. 

Mere patruljering og flere anholdelser

Men loven foreskriver, at illegale indvandrere kun skal have adgang til akut hjælp, og derfor har klinikkerne ofte været et varmt emne blandt landets politikere. I forbindelse med TV 2-dokumentaren 'Illegal i Danmark', som vises på torsdag, har debatten fået nyt liv, og flere politiske ordfører tager nu bladet fra munden og kræver handling. 

Blandt andre har Dansk Folkeparti valgt at rette henvendelse til justitsministeren for at få ham til at give strammere instrukser til politiet. Kravet er, at de skal patruljere mere omkring klinikken og anholde de illegale indvandrere, som de møder. 

- Det går ikke, at der er steder i landet, hvor der er et helle for de illegale. Det er ikke et retssamfund værdigt, at vi har to forskellige sundhedsvæsener. Politiet må patruljere i åbningstiderne, hvor der er gode chancer for, at de fanger nogen. Og hvis de så har brug for akut lægehjælp, må vi give dem det. Men så skal de sendes ud af landet efter, siger Martin Henriksen.

SF: Luk klinikkerne

Hos Socialistisk Folkeparti er sundhedsordfører Kirsten Normann Andersen enig i, at det er problematisk at have to sundhedsvæsener. SF forlanger dog ikke mere handling fra politiets side - tværtimod - klinikkerne skal derimod helt lukkes ned: 

Sundhedsordfører for SF Kirsten Normann Andersen

- De er en nødløsning. Og det er bekymrende, at flere og flere mennesker er henvist til nødløsninger, hvor de ikke er garanteret den hjælp, som man kan få i det offentlige sundhedsvæsen, siger Kirsten Normann Andersen og uddyber: 

- Jeg er med på, at der er nogen, som tænker, at de risikerer at blive sendt hjem, hvis de benytter det offentlige. Og derfor bliver vi nødt til at tage en mere nuanceret debat om, hvad det er, de her mennesker frygter. Har vi for eksempel ordentlige exitprogrammer? spørger hun. 

Røde Kors vil gerne lukke klinikker, men...

Røde Kors, som driver de to klinikker med hjælp fra 300 frivillige fagfolk, ville hellere end gerne lukke dem. Men det kræver, at det offentlige er klar til at gribe de illegale indvandrere, som har brug for lægehjælp. 

På nuværende tidspunkt mener organisationen dog ikke, at sundhedssystemet tager ordentlig hånd om den udsatte gruppe.  

- Jeg lukkede meget gerne de to klinikker i morgen, hvis det offentlige tog sig af de problemer, som de udokumenterede mennesker står med. Udfordringen er bare, at sådan fungerer det ikke. De her mennesker går forgæves, hvis de vil have vaccineret deres børn, de går forgæves, hvis de vil have undersøgt deres graviditet, og de går forgæves, hvis de har fået lungebetændelse eller andre sygdomme, siger generalsekretær i Røde Kors i Danmark, Anders Ladekarl, og kalder det for en menneskeret at give lægehjælp til alle. 

Anders Ladekarl, Generalsekretær i Røde Kors i Danmark om illegale immigranter Video: Maria Runøe Møller

- For os handler det om, at vi i Danmark ikke skal have mennesker, som går rundt og er syge, fordi der ikke er nogen tilbud til dem. Det er en menneskeret at blive behandlet. Og vi tror ikke et sekund på, at mennesker bliver i Danmark, udelukkende fordi der er de her tilbud til dem, siger han.

Efter gentagne forsøg onsdag er det ikke lykkedes TV 2 at indhente en kommentar fra Rigspolitiet. 

TV 2 er i dokumentaren ’Illegal i Danmark’ gået undercover for at se, hvordan de illegale lever herhjemme. Du kan se første afsnit på torsdag kl. 20.