LA-ordfører: Luk daginstitutioner for børn, der ikke er vaccinerede
Liberal Alliances børneordfører vil dog ikke gå så langt, at hun vil lade børn tvangsvaccinere.
Børn, der ikke er vaccineret mod mæslinger, skal udelukkes fra offentlige daginstitutioner. Sådan lyder meldingen fra Liberal Alliances børneordfører, Laura Lindal.
Ifølge hende er det helt urimeligt, at forældres valg om ikke at få vaccineret deres børn kan få store konsekvenser for andre mennesker. Hendes opfordring til at udelukke ikke-vaccinerede børn fra daginstitutioner, kommer efter Verdenssundhedsorganisationen WHO har opfordret sundhedsmyndighederne i Europa til at få udbredt vacciner mod mæslinger. Alene i januar 2017 blev der registreret over 500 tilfælde af mæslinger i Europa.
I Danmark er mæslinger dækket ind i MFR-vaccinen, som tilbydes til alle børn, fra de er 15 måneder. Det er bare ikke alle forældre, der tager imod tilbuddet på deres børns vegne.
Frygter for de uvaccinerede børn
Laura Lindal er bange for, at andre børn kan blive smittet med for eksempel mæslinger, fordi nogle forældre vælger at lade være med at vaccinere deres børn.
- Jeg frygter for de børn, som er for syge eller for små til at blive vaccinerede. Jeg synes, at det er urimeligt, at man skal løbe den risiko, når man som forælder sender sine børn i dagsinstitution.
Laura Lindal mener, at den obligatoriske vaccination kun skal gælde for vugge- og børnehavebørn, fordi der er flest børn i risikozonen i daginstitutionerne.
- Der har vi den store mængde af børn, der er under 15 måneder - og dermed endnu ikke vaccineret. Derudover tror jeg på, at hvis man siger, at der ikke er adgang til de offentlige daginstitutioner, hvis ikke man er vaccineret, så var der nok flere, der ville lade deres børn vaccinere. På den måde ville man så afhjælpe problemet senere hen.
Loven giver mulighed for at tvangsvaccinere
I loven ligger der dog allerede en mulighed for, at sundhedsministeren kan iværksætte tvangsvaccination 'indenfor et nærmere afgrænset område eller en nærmere afgrænset personkreds'.
Laura Lindal synes dog, at det er at gå for vidt at tvangsvaccinere.
- Der skal være nogle frihedsgrader i det at være forælder. Og det er altså også, at man kan træffe relativt dumme valg på ens børns vegne. Min grænse går der, hvor ens valg kan have fatale konsekvenser for andre børn. Det mener jeg ikke er rimeligt, siger hun og fortsætter:
- Men forældre der gerne vil bruge de offentlige institutioner, de skal lade deres børn vaccinere. Det mener jeg er rimeligt overfor alle de børn, der også går i daginstitutionerne.
FOLA: Vi skal oplyse noget mere
Hos Forældrenes Landsforening, FOLA, mener man også, at man bør forholde sig til, at nogle forældre ikke lader deres børn vaccinere. Ikke med tvang - men med oplysning.
- Vi ser det også som en alvorlig bekymring. I vores offentlige institutioner, og private for den sags skyld, der har vi jo både vaccinerede og uvaccinerede børn, så vi bliver nødt til at forholde os til det, som WHO siger, og kigge på, hvad det er, der gør, at nogle forældre ikke lader deres børn vaccinere, siger Louise Gjervig Lehn, formand for Forældrenes Landsforening.
Hun mener dog, at problemet med at børn - især små børn under 15 måneder - kan blive smittet med for eksempel mæslinger - ikke begrænser sig til daginstitutionerne.