Esben Lunde Larsen beskyldes for at lyve for Folketinget
DF og fem andre partier mener, at ministeren har talt usandt om, hvad man kan gøre ved magtfulde storfiskere.
Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) beskyldes for at have talt usandt til Folketinget. Det skulle han have gjort i forbindelse med et spørgsmål om fiskekvoter, skriver Berlingske.
Ifølge avisen handler sagen om de såkaldte kvotekonger: Magtfulde storfiskere, der sidder tungt på fiskekvoterne.
De seneste år er danske fiskekvoter endt på få hænder - de såkaldte kvotekonger. De næsten monopollignende tilstande har haft den konsekvens, at flere fiskere er blevet nødt til at forlade erhvervet, og havne er lukket.
Folketinget har interesseret sig for problematikken et stykke tid. Ifølge seks partier er ministeren - trods gentagne og insisterende forespørgsler - blot vendt tilbage med ét enkelt løsningsforslag omkring en såkaldt tro og loveerklæring, skriver Berlingske.
Men faktisk er ministeren blevet præsenteret for 16 konkrete forslag til, hvad man kan gøre i et opgør med kvotekoncentration, viser et dokument fra NaturErhvervsstyrelsen fra december 2015, som avisen er kommet i besiddelse af.
DF langer ud
Det får Dansk Folkepartis fiskeriordfører, Ib Poulsen, til at rette en kraftig kritik. Han siger, at han flere gange har efterspurgt tiltag som dem, der findes i kataloget med de 16 tiltag fra NaturErhvervsstyrelsen. Tiltag, som ministeren ikke henviste til. I stedet viser en mailkorrespondance mellem ministeren og aftalepartierne, som Berlingske har set, at Esben Lunde Larsen blot foreslår den nævnte tro og loveerklæring.
- Så ministeren har løjet over for mig både mundtligt og skriftligt. Det må man ikke som minister, og i min bog er det en skærpende omstændighed, at han gør det over for sit støtteparti.
- Det er ikke særlig fremmende for samarbejdet. Det skaber mistillid, siger Ib Poulsen.
Skal i samråd og svare for sig
DF står langt fra alene med kritikken. Også Socialdemokratiet, Radikale, SF, Enhedslisten og Alternativet vil have svar om sagen, fremgår det af et samrådsspørgsmål.
- Ministeren bedes redegøre for, hvorfor han har talt usandt og tilbageholdt vigtige oplysninger for Folketinget i sagen om stramning af reglerne i relation til kvotekoncentration (kvotekonger), står der i spørgsmålet.
Esben Lunde Larsen, der i morgen skal i samråd i Folketinget, udtaler, at han ikke er enig i kritikken.
- Jeg kan ikke genkende det billede, der bliver tegnet her til aften af, at jeg skulle have løjet for Folketinget, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen
- Nu går jeg til samråd i morgen. Og så er jeg sikker på, at forvirringen vil blive opklaret.
Engell: Det plejer at udløse det røde kort
Over for TV 2 kalder politisk kommentator Hans Engell sagen meget alvorlig. Og det er der to grunde til, siger den tidligere minister.
- Jeg kan ikke mindes igennem mange år, at et flertal direkte beskylder en minister for lyve. Det fremgår af den måde, det er formuleret på, at han har løjet for Folketinget. Og de bruger formuleringer, som er skarpere end normalt. Det plejer at udløse det røde kort. Så Esben Lunde Larsen skal tale godt for sig for at komme ud af den sag, siger Hans Engell.
Den anden årsag til, at sagen er alvorlig, er i følge Hans Engell, at Lars Løkke Rasmussen igennem længere tid har forsøgt at få skabt et bedre forhold og en bedre dialog mellem regeringen og det parlamentariske grundlag - Dansk Folkeparti.
- Men det her udløser en ny krise i forholdet mellem dem, siger Hans Engell, som påpeger, at forholdet stort set er gået fra krise til krise lige siden Venstre-regeringen blev dannet. Og meget bedre blev det ikke, da De Konservative og Liberal Alliance kom med i regeringen.
- Så var det Thyra Frank, og så var det Ole Birk Olesen, den var gal med, og så var det nogle andre ministre. Der er intet, der tyder på, at Løkke har lykkedes med at skabe et mere harmonisk samarbejde. Der er stadig dyb mistillid. Det er problematisk, at forholdet er så elendigt, som det er, lyder vurderingen fra den politiske kommentator.
Han påpeger, at vi nu går ind i den fjerde måned af 2017, og at der stort set intet er sket.
- Det politiske landskab ligger stille. Det er kritisk - både for Esben Lunde Larsen og for det blå samarbejde i det hele taget, slutter Hans Engell.